Dansk ekspertise bag energi-køreplan i Pittsburgh
Den danske ambassadør i USA, Lars Gert Lose, underskrev i aftes dansk tid en aftale med Pittsburghs borgmester Bill Peduto om et energisamarbejde.
Som en del af samarbejdet vil Energistyrelsen dele danske erfaringer med energiplanlægning og fjernvarme med Pittsburgh, der ligger i delstaten Pennsylvania.
Samarbejdet skal skabe en bæredygtig energi-køreplan for Pittsburgh, der skal bidrage til at bringe byen tættere på målet om at reducere byens CO2-udledning med 50 procent i 2030, samt at have en 100 procent grøn elforsyning i 2030.
- Ved at samarbejde med Danmark kan vi kombinere deres internationale succes med vores egen indenlandske ekspertise og etablere en mere bæredygtig energipolitik, der hjælper med at reducere vores CO2-fodaftryk. Sammen vil vi vise at energi -og klimaplanlægning kan give en win-win for både klimaet og økonomien, siger borgmesteren i Pittsburgh, Bil Peduto.
Fjernvarmefokus
Meget af Pittsburghs energi-, vand- og transportinfrastruktur blev bygget for 50-100 år siden og har i øjeblikket brug for betydelig reparation eller udskiftning. American Society of Civil Engineers anslår, at staten Pennsylvania derfor skal investere 80 milliarder dollars i ny infrastruktur – primært i de to store byer, Pittsburgh og Philadelphia.
Det er derfor ikke kun strømforsyningen, der skal have dansk førstehjælp.
Fjernvarme har derfor også byens interesse, da der allerede findes flere mindre fjernvarmenet i byen, og der er et ønske om at udforske mulighederne for at udbrede fjernvarme i større dele af byen.
Der er nedsat en arbejdsgruppe bestående af offentlige og private aktører fra både bystyret og fra delstatsniveau, forsyningsselskaber, lokale universiteter og NGO’er. Arbejdsgruppen skal udforske, hvordan fjernvarme kan bringe Pittsburgh tættere på byens ambitiøse energi- og klimamål.
Arbejdsgruppen ledes i samarbejde mellem Energistyrelsen og det lokale universitet og vil afholde workshops og studieture til Danmark for at give deltagerne fra Pittsburgh en bedre forståelse af det regulatoriske og organisatoriske setup er i Danmark, samt se de tekniske løsninger, der kan bidrage til Pittsburgh bæredygtige energifremtid.
Mere eller mindre relevante fakta om Pittsburg
|