23948sdkhjf

Solenergi trækker ned hos industrigigant

VKR-koncernen øger omsætningen for fjerde år i træk - men indtjeningen følger ikke med.

Virksomhederne inden for ovenlys- og facadevinduer har leveret stærkt i 2017, men den termiske solenergi har haft et udfordrende år.

Derfor må VKR Holding - trods ny omsætningsrekord - se indtjeningen før skat falde med 188 mio. kroner i det netop offentliggjorte årsregnskab.

Tilbagegangen var dog forventet ovenpå sidste års rekordresultat, fortæller administrerende direktør Mads Kann-Rasmussen, der betegner udviklingen som tilfredsstillende:

- Vi oplever en stabil vækst i vores aktiviteter, men har i 2017 foretaget ekstraordinært store investeringer over driften til at forbedre vores fremtidige kapacitet og markedspositioner. Derfor falder resultat en smule, som vi også allerede forudsagde i vores forventninger til 2017, siger han.

Riskobetonet solforretning
Mens udviklingen i såvel Velux Gruppen som Dovista Gruppen betegnes som tilfredsstillende, har året været anderledes udfordrende i forretningen for termisk solenergi, der udgøres af nordjyske Arcon-Sunmark A/S.

Ifølge Mads Kann-Rasmussen skyldes det blandt andet, at Arcon-Sunmark er en projektorienteret virksomhed - med risiko for store udsving i resultatet fra regnskabsår til regnskabsår.

Det var således tilfældet i 2017, der blev et skuffende år sammenlignet med rekordåret i 2016. Den primære udfordring var, ifølge årsrapporten, den energipolitiske usikkerhed på det danske marked samt en længere modningstid på internationale projekter end forventet.

Mads Kann-Rasmussen forventer dog en positiv udvikling i 2018, hvor der også helt overordnet forventes en fremgang i aktivitetsniveauet.

- Vi vil fortsat stræbe efter at styrke vores markedspositioner, og vi vil fastholde det forhøjede omkostningsniveau drevet af Velux A/S og Dovista A/S. Vi forventer, at resultatet for 2018 bliver på niveau med 2017, siger VKR-direktøren.

VKR Holdings aktiviteter inden for ventilation er ophørt med salget af Monodraught Ltd. i sommeren 2017. Koncernens aktiviteter fordeler sig nu inden for ovenlysvinduer, facadevinduer og solenergi. Og der er ikke planer om yderligere frasalg, oplyser Mads Kann-Rasmussen.

Energy Supply følger op på udviklingen hos Arcon-Sunmark, når virksomhedens årsregnskab offentliggøres senere fredag.

VKR Holding
mio. kr. 2017 2016
Nettoomsætning 18.648 18.125
Resultat af primær drift (EBIT) 2.820 3.014
Resultat før skat 3.304 3.488
Årets resultat 2.532 2.613
Balancesum 19.720 17.940
Egenkapital 15.948 14.276
Antal ansatte 14.764 13.885
Regnskabsåret følger kalenderåret.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094