23948sdkhjf

Solvarmeanlæg skal give millionbesparelse i Aabybro

Arcon-Sunmark skal opføre et 26.200 kvadratmeter stort solvarmeanlæg for Aabybro Fjernvarmeværk.

Aabybro Fjernvarmeværk udvider deres produktionskapacitet med et stort solvarmeanlæg, der har et solfangerfelt på 26.200 kvadratmeter, og dermed er blandt de ti største anlæg herhjemme.

Det er Arcon-Sunmark, der projekterer og opfører solvarmeanlægget i hovedentreprise, som også inkluderer en 6.000 kubikmeter akkumuleringstank samt vekslerunit og styringsanlæg. Teknikbygningen tegnes af Arkikon, der også har tegnet værkets biomasseanlæg. Det oplyser Arcon-Sunmark i en pressemeddelelse.

Solvarmeanlægget er forberedt for en udvidelse, så det samlede solfangerareal kan komme op på 30.000 kvadratmeter.

- Aabybro har med dette store solvarmeanlæg lavet en fremsynet investering på vegne af deres brugere, og vi er meget glade for, at de har valgt Arcon-Sunmark som leverandør. Solvarme i storskala er både meget miljøvenligt og konkurrencedygtigt i kroner og ører, siger Ole Dalby, administrerende direktør i Arcon-Sunmark.

Venter store besparelser
I april 2016 idriftsatte man et nyt biomasseanlæg, der i dag er den primære varmekilde for Aabybro Fjernvarmeværk. Solvarmeanlægget skal bidrage med 13.680 MWh timer årligt, hvilket er 25 procent af den årlige produktion på 53.000 MWh. Når anlægget tages i brug til august er solvarmen beregnet til at være 14 kr. billigere per MWh end biomasseafbrændingen.

Omkostningerne ved biomasse forventes at stige med den generelle inflation, mens solvarmens pris ventes at forblive stort set uændret. Det skyldes, at der ifølge Arcon-Sunmark udover etableringsomkostningerne kun er meget små driftsomkostninger, hvor energikilden som bekendt er helt gratis.  

- Vi vil fremover kunne fastholde vores lave varmepris. Det er en direkte konsekvens af, at vi investerer i et solvarmeanlæg. Selv de mest konservative beregningsmodeller giver en stor tocifret millionbesparelse samtidig med, at vi tager et stort skridt i den rigtige retning rent miljømæssigt, siger Torben Stenbroen, driftsleder på Aabybro Fjernvarmeværk.

Fakta om anlægget i Aabybro

  • Antal solfangere: 2.079
  • Samlet solfangerfelt: 26.200 kvadratmeter
  • Maksimal effekt: 18,3 MW (forberedt til 21 MW)
  • Beregnet årlig produktion: 13.680 MWh
  • Beregnet dækningsgrad: 25 procent
  • Kendt solvarmepris per MWh: 158 kr. (2018), 162 kr. (2038)
  • Beregnet biomassevarmepris pr. MWh: 172 kr. (2018), 267 kr. (2038)
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.144