23948sdkhjf

Planer om to store solcelleanlæg

Jammerbugt Kommune har godkendt, at der kan arbejdes videre med to ambitiøse projekter - det ene fylder hele 88 hektar.

Solceller, der kan dække behovet for næsten 25.000 husstande, kan være på vej til Jammerbugt Kommune.

Teknisk udvalg har åbnet for, at der kan arbejdes videre med to konkrete projektansøgninger.

- Vi synes jo, at vi er nødt til at gøre nogle ting for at nedbringe CO2-niveauet, ligesom når vi stiller vindmøller op. Og derfor siger vi ja til, at man kan gå videre med de her to projekter, forklarer teknisk udvalgs formand, Jens Chr. Golding.

Det ene projektområde - kaldet "Vust Holme Bio-Park" - er beliggende syd for byen Vust i den vestlige ende af Jammerbugt Kommune.

Området omfatter 88 hektar, og det vil fuldt udbygget kunne give strøm til mere end 14.000 husstande - svarende til 54 megawatt.

Det er firmaet Orange-Green Solutions B.V., der på vegne af tre lokale lodsejere står bag solcelleprojektet.

Byen skal kunne vokse
Det andet solcelle-projekt, som teknisk udvalg har givet grønt lys til at arbejde videre med, er hjemmehørende ved Pandrup.

Her er det "Vores Sol Ejendomsselskab", der - i samarbejde med en lokal lodsejer - står bag en ansøgning, der kan give mulighed for at etablere solceller.

Området er todelt på den måde, at der planlægges cirka 26 hektar ved Purkær umiddelbart nord for Pandrup, samt et areal lidt vest derfor ved Kvorup Mark på 39 hektar.

De sammenlagt 65 hektar vil ifølge ansøgningen kunne give 35 megawatt - svarende til cirka 10.000 husstandes el-forbrug.

I forhold til projektet ved Purkær var indstillingen fra forvaltningen dog, at omfanget måske bør "reduceres af hensyn til evtuel fremtidig byudvikling" af Pandrup.

På den baggrund har teknisk udvalg besluttet, at "projektansøger bør overveje afgrænsningen af den bynære placering ved Purkær". Det ændrer dog ikke på, at teknisk udvalg grundlæggende er positivt stemt overfor projektet.

- Vi har sagt ja til, at man nu kan igangsætte en proces omkring det her, siger Jens Chr. Golding.

Ambitiøse, men realistiske
Processen for begge projekter vil blandt andet omfatte en vurdering af virkninger for miljøet samt udarbejdelse af kommuneplantillæg og lokalplan. I den forbindelse vil der også blive offentlig høring i forbindelse med begge projekter.

- Det må jo så vise sig, om der er nogen, der har indvendinger imod de her projekter. Det er store og ambitiøse projekter, men jeg ser det da bestemt som realistisk, at de kan blive til noget, bemærker Jens Chr. Golding.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094