Regeringen er på vej med energiudspil, som den selv betegner som ”ambitiøst”. Ifølge det skal 50 procent af Danmarks energi i 2030 komme fra vedvarende kilder, skriver Børsen.
- Den massive udbygning bliver på havet, siger Lars Chr. Lilleholt til avisen.
Samtidig vil regeringen dog skrive en såkaldt ”ambitionsmekanisme” ind i udspillet, og det betyder populært sagt, at i takt med, at prisen på vedvarende energi falder, så kan målet om de 50 procent øges.
Beregninger fra Klimarådet viser, at målet om de 50 procent vedvarende energi i 2030 vil kræve yderligere fire havmølleparker på størrelse med Krieger Flak, der indvies i 2021. Det er Danmarks største havmøllepark med en kapacitet på 604,8 MW.