Ejerskab og regulering af den danske affaldsenergisektor har nu i snart mange år været diskuteret og debatteret – men endnu har vi kun diskuteret og analyseret. Det er der en grund til.

I affaldsenergisektoren går forsyningssikkerheden nemlig begge veje: Udover at sikre grøn og billig fjernvarme til 25 procent af de danske fjernvarmekunder, er affaldsenergianlæggene samtidig miljøanlæg, der skal sikre, at husholdningerne og virksomhederne billigt og effektivt kan få håndteret det restaffald, som ikke kan eller bør genanvendes. Sektoren er altså både rørforbundet som andre klassiske naturlige monopoler, men også et anderledes naturligt regulatorisk monopol, idet vi sikrer miljø- og sundhedsmæssig forsvarlig håndtering af vores restaffald.

Reguleringen er dermed dobbelt kompleks.

Vi skal løse vores egne miljøproblemer

Genanvendelsen stiger. Det er glædeligt. Den tendens vil vi arbejde stenhårdt på fortsætter i de kommende år. Vi skal samtidig blive bedre til helt at undgå dannelsen af affald. Den dag, hvor alt affald kan genanvendes, og hvor energisystemet er helt CO2-neutralt – og vi derfor ikke kan fortrænge fossil energi med affaldsenergi – da skal vi ikke længere have affaldsenergianlæg.

Men indtil vi når dette ønskepunkt i den bæredygtig udvikling af vores samfund, vil det være en miljø- og klimamæssig gevinst at kunne behandle det affald, vi ikke kan genanvende, i affaldsenergianlæg. Til trods for nye og glædelige visioner kommer vi pt. ikke uden om, at markedskræfternes klassiske logik er vendt på hovedet:

Danskerne – og vores naboer i de øvrige EU-lande for den sags skyld – producerer og ’udbyder’ stadig store mængder ikke-genanvendeligt affald, som egentlig ikke efterspørges.

Derfor har Danmark interesse i at opretholde en fleksibel kapacitet på affaldsenergiområdet, så vi til enhver tid kan udnytte den rest af vores affald, som ikke kan bruges på anden vis. Alternativet er, at vi skal betale andre lande for at håndtere vores miljøproblemer, i stedet for at løse dem selv. Dermed vil vi også reelt give slip på muligheden for at bestemme, styre og kontrollere hvilken miljømæssig behandling, vi skal give vores affald. Og hvis først det sker, kan vi risikere, at det er laveste deponitakst i Østeuropa, der definerer endestationen for vores danske restaffald.

Store gevinster ved import

Af samme årsag vil det være uansvarligt at havne i en situation, hvor vi mangler kapacitet til at behandle det affald, vi ikke kan genanvende. Så vil alternativet netop være at sende affaldet ud af landet, hvor vi ikke har styr på den miljømæssige behandling, og hvor deponering er en risiko. Den fleksible kapacitet i vores anlæg er i de senere år udnyttet ved at nyttiggøre vores nabolandes affald gennem import.

Det har skabt både betydelige samfundsøkonomiske og klimamæssige gevinster. De danske anlæg får nemlig både affaldet plus betaling får håndtering af det, samtidig med at den danske statskasse får betaling i form af afgifter.

EA Energianalyse har for Dansk Affaldsforening beregnet, at Danmark frem mod 2040 kan høste en årlig samfundsøkonomisk gevinst på mellem 150-220 mio. kr. ved at energiudnytte restaffald fra andre EU-lande.

Det vil fortsat være muligt i takt med, at alle EU-lande i fremtiden skal nedbringe de millioner af tons affald fra både husholdninger og industri, der hvert år deponeres på mere eller mindre miljøsikre lossepladser.

Som ansvarlig beslutningstager skal man derfor være meget opmærksom, hvis man sætter gang i en forhastet reform af en sektor, som både løser en hjemlig forsyningsopgave, afhjælper andre landes miljøproblemer, genererer indtægter til Danmark og er en vigtig brik i det danske energisystem.

Artiklen er en del af temaet Klumme.