23948sdkhjf

Aalborg Energikoncern indvier 35 MW elkedel

Senere på året sendes en ombygning af de naturgasfyrede reservelastkedler med røggaskondensering i udbud.

Den elkedel på 35 MW, der skal benyttes som reservelast ved udfald hos de store varmeleverandører i Aalborg Kommune, Reno Nord, Aalborg Portland og Nordjyllandsværket, blev i fredags indviet.

Elkedlen, der er installeret på Nordjyllandsværket nord for Aalborg, skal, ud over at fungere som reservelast, give Aalborg Energikoncern en bedre mulighed for at agere på elmarkedet. 

- En elkedel vil give os mulighed for at producere fjernvarme baseret på grøn el i stedet for som hidtil på olie eller gas. Samtidig giver en elkedel os mulighed for at sælge ydelser på el-markedet, så vi i perioder kan konvertere el til fjernvarme, når der er overkapacitet af el i markedet fra f.eks. vindmøller, har Jesper Høstgaard-Jensen, direktør i Aalborg Varme A/S tidligere forklaret.

Elkedlen bidrager altså til at gøre fjernvarmeproduktionen i Aalborg mere grøn. 

- Med indvielsen af elkedlen tager Aalborg Energikoncern et første skridt imod effektiv grøn omstilling, fordi den giver mulighed for at producere fjernvarme fra grøn el, og ikke olie eller gas som hidtil. Vi glæder os over, at vi med elkedlen får ekstra strenge at spille på, og vi glæder os til at tage elkedlen i brug, siger Lasse P.N. Olsen, bestyrelsesformand i Aalborg Energikoncern. 

38 millioner
Aalborg Energikoncern har investeret 38 millioner kroner i projektet, der for uden elkedlen på 35 MW, også består af en opgradering og CO2-reducerende ombygning af eksisterende naturgasfyrede reservelastkedler med røggaskondensering, hvilket svarer til en øget fjernvarmeeffekt på yderligere ca. 35MW. 

Den sidste del sendes først i udbud senere på året. Aalborg Energikoncern prioriterede at få elkedlen installeret og idriftsat først, fortæller Jesper Høstgaard-Jensen.

Elkedlen er leveret af det nordjyske selskab Inopower. 

Kører allerede
Ved invielsen i fredags fik de ansatte ved Nordjyllandsværket og en række indbudte samarbejdspartnere en demonstration af kedlen, der rent faktisk allerede er i drift.

- Den blev startet i december med testkørsel, så den er i drift. Det er dog ikke alle ydelser vi kan få lov at levere i elmarkedet. Det tager cirka tre måneder at få den godkendelse fra Energinet. Men den kører, siger Jesper Høstgaard-Jensen.

Med en elkedel i drift og en opgradering af naturgaskedlerne senere på året, er Aalborg Energi Koncern godt i gang konverteringen fra kul til vedvarende energikilder.

Koncernen har endnu ikke lagt sig fast på nogen specifikke energikilder eller teknologier.

- Det er en proces frem mod 2028. Der er forskellige teknologier i spil. Men vi er i modningsfasen, siger Jesper Høstgaard-Jensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094