23948sdkhjf

Biogasindustrien står i stampe

Mens der er fuld fart på udviklingen af biogasindustrien ude i verden, står den danske biogasindustri i stampe. Resultatet er konkurser og fokus på eksportmarkederne til følge.
Frem mod 2020 skal der opføres 45-50 store biogasanlæg, som kan omdanne 15 mio. tons husdyrgødning til energi, hvis de politiske ambitioner om en grøn industri, som anvender halvdelen af landbrugets gødning i energiproduktion, skal realiseres.

- I biogasindustrien sker det store ryk på verdensplan lige nu. De danske virksomheder i sektoren frister desværre en kummerlig tilværelse og forsøger at overleve på ordrer, de hiver hjem fra eksportmarkederne. Hvis vi i Danmark bliver ved med at vente, ender vi i løbet af få år i en situation, hvor det vil være tyske firmaer, der kommer herop og bygger anlæggene, siger Bruno Sander Nielsen, chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer til Jyllands-Posten.

Danske rammevilkår for dårlige
Biogasproduktionen har ligesom den øvrige produktion af vedvarende energi i Danmark stået i stampe siden 2007 viser tal fra Energistyrelsen. For de danske virksomheder er konsekvensen ofte konkurs eller et nødvendigt fokus på eksportmarkederne.

- Det er uholdbart, at politikerne sender klare signaler om, at de ønsker biogas, men undlader at skabe de nødvendige rammebetingelser. Danmark var førende på dette område, men den position har vi mistet efter de seneste års stilstand. Det er virkelig en udfordring at ekspandere på eksportmarkederne, når man ikke har et hjemmemarked. Det er sørgeligt, at Danmark mister de arbejdspladser, biogasindustrien ellers kunne skabe, Jørgen Ballermann, mener adm. direktør i Xergi.

For danske landmænd betyder gunstige rammevilkår i Tyskland, at de med fordel kan eksportere majs til det stigende antal biogasanlæg syd for grænsen.

- Vi skønner, at 10.000 hektar i Sønderjylland i 2010 har været beplantet med majs, som høstes og køres til tyske biogasanlæg, siger Henrik Frandsen, formand for Sønderjysk Landboforening.

Afregningsprisen skal fordobles
Et forhold, der udpeges som en væsentlig faktor, når udviklingen på biogasområdet skal forklares, er afregningsprisen. I Tyskland ligger den på ca. 1,36 kr. pr. kWh, mens den i Danmark er tæt på det halve; 77 øre pr. kWh.

- Med de nuværende tilskudsregler vil det maksimalt være muligt at få opført en håndfuld anlæg. De vil være kendetegnet ved en absolut optimal beliggenhed både i forhold til leverancer af råvarer og salg af energi. Hvis der skal opføres 45-50 anlæg, skal afregningsprisen hæves til 1,15 kr. for at skabe en økonomi, der vil være attraktiv for investorer, vurderer Bruno Sander Nielsen.

For at gøre etableringen af nye biogasanlæg lettere og billigere er oprettet en støttepulje, som giver op mod 20 procent anlægstilskud ved etableringen af biogasanlæg. Landbruget er dog fortsat hårdt presset og har svært ved at få finansiering til opførsel af biogasanlæg, med mindre der foreligger budgetter indeholdende udsigter.

- Med den nuværende afregningspris samt etableringstilskud er det ikke muligt at skabe en lønsom forretning. Økonomien behøver ikke være så attraktiv som i Tyskland, men vi skal simpelthen kunne vise budgetter med et rimeligt afkast, ellers er det umuligt at få finansieret projekterne, siger Henrik Frandsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109