23948sdkhjf

Salget af elbiler tog endnu et dyk i 2017

Trods nye afgifter, der gjorde elbiler billigere, ser salget for tredje år i træk ud til at falde i 2017.

Der bliver fortsat solgt få elbiler i Danmark. I de første 11 måneder af 2017 stod elbilerne for 0,3 procent af det samlede nybilsalg.

649 elbiler er der ifølge tal fra De Danske Bilimportører blevet solgt frem til 2. december. I samme periode sidste år blev der solgt 966.

Særligt i de første fem måneder af 2017 lå salget af elbiler stille, viser tallene.

Det kan ifølge branchechef i Dansk Elbil Alliance Lærke Flader hænge sammen med, at en række politiske aftaler om afgifter på elbiler har skabt usikkerhed hos forbrugerne.

- Hver gang der bliver indgået nye aftaler om noget så essentielt som registreringsafgiften, så skaber det en usikkerhed hos forbrugerne og forhandlerne.

- Og eftersom den seneste aftale om registreringsafgift på elbiler fra foråret først trådte i kraft i juli måned, var salget naturligt nok påvirket i den mellemliggende periode, siger Lærke Flader.

Regeringen blev i april enige med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti om at sænke registreringsafgiften på elbiler til 20 procent af en tilsvarende afgift på en benzin- eller dieselbil.

Afgiften var ellers steget til 40 procent i 2017.

Hos Dansk Elbil Alliance kan man til gengæld glæde sig over, at de såkaldte hybrid- og opladningshybridbiler ser ud til at sælge bedre.

Tælles hybridbilerne med i det samlede salg af elbiler, står elbilerne nu for 1,5 procent af det samlede nybilsalg mod blot 0,2 procent i første halvår af 2017.

Det skrantende salg af rene elbiler i 2017 vidner ifølge De Radikales skatteordfører, Andreas Steenberg, om, at politikerne kan og bør gøre mere for at skubbe gang i salget.

Han mener, at den aftale, som partiet selv var med til at indgå i foråret om at suspendere afgiftsstigninger på elbiler, er ved at blive udhulet af den seneste aftale om at sænke registreringsafgiften.

Regeringen og Dansk Folkeparti blev i september enige om at sænke registreringsafgiften på personbiler, men elbiler var ikke en del af den aftale.

- Når man ad flere omgange nedsætter afgifterne på personbiler uden at begunstige elbilerne, så svarer det til at fortælle forbrugerne, at de skal købe nogle andre biler.

- Og derfor mener jeg, at der er behov for at se på den aftale, vi indgik i foråret, siger Andreas Steenberg.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094