Godt halvanden måned efter, Vestas annoncerede, at den lollandske fabrik skulle lukke, er det lykkedes 45 medarbejdere at skaffe nyt job.
- Jeg tror ikke, vi skal male det alt for sort, når 45 allerede er kommet i ny beskæftigelse, udtaler fællestillidsmand på Vestas Blades i Nakskov Carsten Heide Jørgensen til Folketidende.
Det er andre lokale virksomheder som Hardi og Nordic Air Filtration, der har opsuget en del af de ledige Vestas-medarbejdere, mens en anden del er blevet beskæftiget inden for kabelarbejde på Sjælland.
Der er dog stadig et stykke vej, før alle medarbejdere er i nyt job, idet godt 400 blev afskediget på fabrikken i Nakskov.