23948sdkhjf

Tyve forsøgte at stjæle kablet til pariserhjul og julemarked

Ukendte tyveknægte og hærværksmænd har i den grad forstyrret julefreden på det ellers så hyggelige og fredelige julemarked på Gammel Torv i Aalborgs midtby.

De skruppelløse gerningsmænd har bevæbnet med tungt værktøj forsøgt at klippe det mega store el-kabel - der leverer strøm til bl.a. det populære og pariserhjul - over i nattens mulm og mørke.

Tyvene har sågar været så udspekulerede, at de først gik i lag med at klippe lysene over i samtlige julemarkedets træer natten til torsdag.

Meningen med dette hærværk var i givet fald, at de så efterfølgende kunne arbejde i fred og ro på et helt mørkelagt julemarked.

Klippede ledninger over

Og det har været noget af en opgave for mere end én enkelt mand al den stund, at julemarkedet er pyntet op med ikke færre end 300 juletræer.

Så der har været et tilsvarende antal ledninger, der skulle klippes over.

Direktør Flemming Thingbak, Aalborg City, siger til aalborg:nu, at han er meget rystet over, at tyveknægtene ikke har mere skam i livet, end at de kaster sig over et fredfyldt julemarked.

- Politiets vurdering er, at tyveknægtene har forsøgt at klippe det store el-kabel over i den hensigt at stjæle selve kobberet i kablet.

- Men de har gudskelov ikke haft held med deres forehavende, understreger Flemming Thingbak.

Direktøren fortæller, at kobber er et eftertragtet metal for visse tyveknægte, som kan hente sig en passende stor fortjeneste på metallet.

Det omtalte el-kabel til pariserhjulet er i øvrigt mellem 30 og 35 meter langt.

Skærper sikkerheden

- Vi har nu fået repareret samtlige el-ledninger og kabler, og julemarkedet stråler igen som det sig hør og bør for et skønt og familievenligt marked, siger Flemming Thingbak og fortsætter:

- Og jeg skal da også lige hilse og sige, at vi nu med øjeblikkelig virkning skærper sikkerheden på markedet med endnu flere patruljeringer for at undgå noget lignende fremadrettet, tilføjer han.

Julemarkedet åbnede 17. november og har sidste åbningsdag lørdag den 23. december.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109