Faldende gasproduktion i Nordsøen og større handel med energi over grænserne gør, at der for tiden fyres med tysk gas i Syd- og Sønderjylland. For flere gaskunder har det fået gasfyret til at buldre eller helt gå ud. Årsagen er, at deres fyr ikke er indreguleret til den tyske gaskvalitet, og det er kommet bag på DONG.
- Alle vores undersøgelser og garantierne fra kedelleverandørerne viser, at gasfyrene kan brænde den tyske gas uden problemer. Derfor er det kommet bag på os, at vi har fået så forholdsvis mange henvendelser, fortæller markedsdirektør i DONG Energy, Allan Schefte
Den importerede gas overholder alle danske krav til naturgas, og udgør derfor ingen sikkerhedsrisiko. Derimod har den en lavere brændværdi end naturgas fra Nordsøen og er mindre ensartet, idet den komme fra flere forskellige kilder i Nordtyskland. Det kan forårsage problemer i de danske gasanlæg.
Villakunder, som har eller indgår en serviceaftale, kan nu få deres fyr indreguleret, så det tilpasses den tyske gas uden beregning. Ligeledes refunderer DONG udgifter, som disse kunder har haft til regulering af deres gasfyr.
- Vi påtager os ansvaret for at have indreguleret servicekundernes fyr til den tyske gas, og derfor vil disse kunder blive holdt skadefri, garanterer Allan Schefte.
Ud af ca. 60.000 gaskunder i det berørte område har 200 gaskunder fået deres anlæg indreguleret.