23948sdkhjf

IEA giver gode råd til kommende energiforlig

Det Internationale Energi Agentur (IEA) præsenterede i denne uge sin nye rapport om det danske energisystem. IEA anerkender Danmark for at være nået meget langt i forhold til at øge energieffektiviteten, reducere forbruget af fossil energi, reducere udslippet af drivhusgasser og fremme vedvarende energi. Men IEA understreger også, at der er behov for nye initiativer for at fastholde omstillingen og nå Danmarks målsætning om 50 pct. VE i 2030 og fossil uafhængighed i 2050.

IEA understreger, at den danske førerposition er opnået i kraft af de langsigtet afklarede rammevilkår, som er fastlagt i brede energiforlig gennem mange år kombineret med ambitiøse danske målsætninger inden for vedvarende energi, klima, teknologiudvikling m.v. Dette er vigtigt i forhold til investeringssikkerheden for de private aktører, der skal bære den fortsatte omstilling. IEA anbefaler samtidig, at der i det kommende energiforlig lægges vægt på de løsninger, som skal være bærende hele vejen frem mod det langsigtede 2050-mål.

Vi må derfor håbe, at regeringen kigger grundigt i analysen, mens den forbereder sit udspil til forhandlingerne om det kommende energiforlig for perioden efter 2020.

 Det gælder ikke mindst i forhold til IEA’s understregning af, at selv om udbud kan være hensigtsmæssige for visse modne teknologier, hvor alene prisen er vigtig, så er det ikke hensigtsmæssigt for alle områder.

Det gælder især for teknologier som løser en række andre udfordringer end kun at fortrænge fossile brændsler. Her anbefaler IEA ikke alene at fokusere på omkostningseffektiviteten, men også den teknologiske modenhed, værdien for det fremtidige energisystem samt andre økonomiske, sociale og miljømæssige effekter.

IEA fremhæver biogas som en multifunktionel teknologi, der ikke alene leverer vedvarende energi, men også bidrager til recirkulering af næringsstoffer og udnyttelse af ressourcer samt at mindske miljøpåvirkningen af fødevareproduktionen.  

IEA fremhæver også biogas som et glimrende redskab til løsning af klimaudfordringen på det ikke-kvotebelagte område. Her reduceres landbrugets udledninger af metan fra husdyrgødningen uden det påvirker produktionen, og i transportsektoren, som IEA udpeger som en særlig udfordring, kan biogassen bidrage især indenfor den tunge transport. IEA fremhæver her biogas i forhold til opfyldelse af den danske målsætning om 0,9 pct. avancerede biobrændstoffer.

I de kommende energiforhandlinger er teknologineutrale udbud derfor ikke den eneste vej at gå. Der vil også fremadrettet være behov for et støttesystem, som understøtter multifunktionelle teknologier såsom biogas. Det er stort set den samme konklusion økonomerne nåede frem til i Afgifts- og Tilskudsanalysens sidste delrapport fra i sommers.

Ved at lytte til IEA kan regeringen - og forhåbentlig et fortsat bredt og stabilt flertal i Folketinget - fastholde den igangværende biogasudbygning og dermed udbygningen af produktionen af en lagerbar vedvarende energi, som kan sikre stabiliteten i det sol- og vindbaserede elsystem samt inden for transport og procesenergi, hvor el ikke rækker.

Og oveni det gør biogassen fødevareproduktionen mere bæredygtig, fremmer omstillingen til økologisk produktion, realiserer ressourcestrategiens mål om at øge recirkuleringen og genanvendelsen af næringsstofferne i organiske restprodukter fra husholdninger, servicesektoren og industrien. Og biogasanlæggene opsamler den naturlige metan-emission fra husdyrgødningen og bruger den til at substituere fossil energi, hvorved der opstår en dobbelt klimagevinst.

Der er mange gode grunde til, at politikerne bør gøre biogas til en central del af det kommende energiforlig, da man herved følger IEA’s opfordring til at gå efter løsninger, der leverer på den lange bane og løser flere samfundsudfordringer på samme tid.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Læs mere om: IEA
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093