23948sdkhjf

Ny viden skal reducere energiforbruget

Projektet Minimum Configuration Home Automation, MCHA, har siden august 2008 undersøgt mulighederne for at udvikle energibesparende produkter til hjemmet
For at få danskerne til at blive bedre til at spare på energien, må teknologi tænkes sammen med menneskers adfærd og behov. Det er grundtanken i projektet, som blandt andet Ingeniørhøjskolen i Århus og Alexandra Instituttet står bag.

- Vi vil gerne have folk til at ændre deres energiforbrug i en mere bæredygtig retning. Derfor er vi nødt til at forstå, hvorfor folk bruger strøm, som de gør, og hvad der skal til for at ændre deres nuværende forbrugspraksis, fortæller Johanne Mose Entwistle fra Alexandra Instituttet.

Projektets mål er at udvikle energistyringsenheder til hjemmet gennem brugerinddragelse, som giver brugerne indblik i og styrer deres energiforbrug og derved ændre adfærd. I løbet af de seneste 2 år har forskere arbejdet med at kortlægge de faktorer, der har indflydelse på almindelige menneskers energiforbrug i hverdagen.

Nye idéer ved hjælp af utraditionelle metoder
Projektteamet har blandt andet fulgt 24 familier med forskellige boformer, baggrunde og aldre. De har brugt klassiske antropologiske metoder til at skaffe sig viden om energiadfærd og både bevidste og ubevidste behov hos brugerne.

- Det her er nyt for os. Vi er vant til at lave tekniske løsninger, som vi efterfølgende prøver af på nogle brugere. Her er vi startet hos brugerne, og det har givet os nogle meget værdifulde input til den teknologiske produktudvikling, siger Poul Ejnar Rovsing fra Ingeniørhøjskolen i Århus.

Ingeniørerne har fået helt nye idéer til, hvordan man kan visualisere det private energiforbrug.

- Feltarbejdet har åbnet op for en ny forståelse af brugernes behov. For eksempel er det meget vigtig viden for os, at energiforbruget skal være synligt i kroner og øre. Som ingeniør tænker man ikke lige over, at kilowatttimer kan være en uhyggelig abstrakt måleenhed for mange mennesker, siger Poul Ejnar Rovsing.

Ud over Ingeniørhøjskolen i Århus og Alexandra Instituttet er projektets parter VELFAC, Develco Products samt Veluxit, og det har fået støtte af Erhvervs- og Byggestyrelsens program for brugerdrevet innovation.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093