23948sdkhjf

Dong-entreprenør skal i Arbejdsretten for lønsnyd for 14 millioner

Når Arbejdsretten i dag åbner dørene for at behandle en sag om løndumping i millionklassen, er det langtfra første gang sagen behandles i retssystemet.

Siden det italienske entreprenørfirma Solesi i 2013 begyndte at arbejde på Dongs storstilede udbygning af en olieterminal og i 2014 blev dømt for løndumping, har italienerne med forskellige midler forsøgt at løbe fra ansvaret, skriver Fagbladet 3F.

Den langstrakte sag handler om grov underbetaling af udenlandske arbejdere på Dongs skandaleombruste olieterminalsbyggeri i Fredericia.

Tilbage i oktober 2014 blev Solesi, der har hovedsæde på Sicilien, i en voldgiftssag pålagt at efterbetale 400.000 kr. til otte af deres italienske arbejdere.

De otte underbetalte arbejdere, der alle meldte sig ind i 3F’s fagforening for at kunne rejse sagen mod deres arbejdsgiver, har dog stadig ikke set en krone.

Solesi er kommet med en byge af juridiske indsigelser, men både Fogedretten, byretten og Østre Landsret har afvist, at Solesi kan slippe for at betale til de otte byggearbejdere.

- Det er min klare opfattelse, at Solesi aldrig har haft til hensigt at efterleve overenskomsten og de vilkår, der gælder på det danske arbejdsmarked. De har forsøgt at komme uden om at betale deres ansatte hele vejen igennem, siger næstformand i 3F’s byggegruppe Palle Bisgaard.

I Arbejdsretten i dag vil 3F kræve i alt 14,5 mio. kroner for gennemsnitligt 130 byggearbejdere, der arbejdede på Dongs byggeplads i Fredericia og blev underbetalt af Solesi over ni måneder i 2013 og 2014.

- Solesi har undergravet overenskomsten for et beløb på 14,5 mio. i den periode. Det skal ikke være billigere for en arbejdsgiver at have en gruppe ansatte, som ikke er medlemmer af en lønmodtagerorganisation. Derfor er det vigtigt, at vi fører sager om overholdelse af overenskomsten, også selv om det gælder arbejdere, der ikke er medlemmer af fagforeningen, siger Palle Bisgaard fra 3F.

Solesis danske advokat Karen Kaufmann fra Husen Advokater har ikke meget mere at sige om sagen, end at hun håber, at hendes italienske klienter får en frikendelse i sagen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109