23948sdkhjf

Gassen i Danmark kan være grøn i 2035

Investeringen på 55 mia. kroner i det danske gasnet er ikke spildt.

100 procent af gassen i Danmarks gasnet kan være grøn allerede i 2035. Det viser et notat, som interessefællesskabet Grøn Gas Danmark netop har offentliggjort.

Notatet er potentialevurderinger udarbejdet af Aarhus Universitet og sammenholdt med prognoser for gasforbruget i Danmark.

Danmark kan altså som det første land i Europa alene dække gasforbruget med gas, der er produceret på madaffald, industriaffald og restprodukter fra landbruget.

- Grøn gas er fremtidens gas. Vores beregninger viser, at Danmark har mulighed for at blive det første land i Europa, der gør sig uafhængig af fossil gas. Den totale grønne omstilling af gasnettet er en reel mulighed. Det betyder, at de 55 mia. kr., vi som samfund har investeret i gasnettet, kan blive en vigtig brik i fremti­dens grønne energisystem, siger Carsten Jensen, administrerende direktør i Dansk Gas Distribution.

Siden 2014, hvor den første grønne gas kom på gasnettet, har den reduceret Danmarks udledning af CO2 med 675.000 tons. Det svarer til den årlige udledning fra mere end 300.000 biler. Alene næste år vil den grønne gas i gasnettet reducere Danmarks udledning med 800.000 tons CO2

Mere grøn gas
Fra 2014 til 2017 er der tilsluttet hele 21 biogas-opgraderingsanlæg til gasnettet – heraf et enkelt direkte til transmissionsnettet.

- De seneste tre år er der blevet produceret mere grøn gas end de foregående 30 år. Det betyder, at andelen af grøn gas i gasnettet stiger, og næste år forventer vi, at 11 pct. af gassen vil være grøn. Dermed er vi allerede i dag det land i Europa, der har den største andel grøn gas i gasnettet, siger Carsten Jensen, Dansk Gas Distribution. 

Udviklingen af den grønne gas til gasnettet blev sat i gang med opbakning fra et bredt politisk flertal med energiforliget i 2012.

- Siden har vi set en industrialisering af sektoren. Flere af de anlæg, som i dag bliver bygget, er 25 til 50 gange større end de biogasanlæg, som vi traditionelt har haft i Danmark, og de nye anlæg er i stand til at omdanne mere biomasse til gas. Samlet bidrager anlæg i alle størrelser til vækst i produktionen af grøn gas, siger Ole Hvelplund, adm. dir. i Nature Energy.

Sin spæde start
Den grønne omstilling af gasnettet er fortsat i sin spæde start.

Producenterne af grøn gas forventer dog, at omkostningerne til grøn gas falder i fremtiden:

- Der er aldrig blevet brugt så mange kræfter på at udvikle produktionen af grøn gas, som der bliver i dag. Vi ser en stigende professionalisering blandt producenterne, hvor både store og små anlæg har forøget produktionen. Vi ser, at nye organiske restprodukter bliver brugt i storskalaproduktioner, og producenterne forventer nye teknologispring i de kommende år. Det er dog endnu for tidligt at sige, hvor meget vi kommer til at reducere omkostningerne med, siger Ole Hvelplund, adm. dir. i Nature Energy.

Det er ikke bare den fossile gas der er udfases - Regeringen har netop indgået en aftale om at udfase kul inden 2030.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141