23948sdkhjf

Regeringen genoptager skrottet mål om ingen kul i 2030

Danmark er med i koalition om at have udfaset kul helt i 2030. Regeringen droppede ellers målet i 2015.

Danmarks elforsyning skal være helt uden kul senest i år 2030.

Sådan lyder målet, som Danmark støtter op om sammen med en koalition på foreløbigt 15 lande i forbindelse med FN's årlige klimakonference. I år afholdes den i tyske Bonn og har navnet COP23. 

Det mål lagde V-regeringen ellers i graven, da den i 2015 overtog magten fra den tidligere SR-regering, der havde sat sig samme mål om at have udfaset kul i 2030.

Men nu har VLAK-regeringen altså genoplivet det gamle klimamål, fortæller energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

- Det nytter ikke, at enkeltlande agerer i forhold til denne her dagsorden. Det afgørende er, at et stort antal lande går ind i det, så flytter det sig virkelig internationalt.

- Det, at Danmark går enegang i forskellige sammenhænge, har ikke nogen klimaeffekt. Her viser vi sammen med en række andre lande det gode eksempel, siger ministeren.

Er det så kun regeringens mål, fordi nogle andre lande støtter op om det?

- Nej, vi synes, at det er fornuftigt, at en stor koalition af lande vil det her. Vi synes, at det er en rigtig beslutning at træffe. Vi er også kommet dertil, hvor der er kommet teknologiske løsninger, der kan løse udfordringen, siger han.

Ørsted, det tidligere Dong, ejer Esbjergværket og har i forvejen opsat et mål om at have udfaset kul allerede i 2023.

Derudover er der kun to kommunale kulkraftværker tilbage - Nordjyllandsværket og Fynsværket. De har mål for at få udfaset kullene helt i henholdsvis 2028 og 2030.

Dermed er der allerede fra kulkraftværkerne lagt op til, at kullene skal være udfaset senest i 2030.

Hvor ambitiøst er målet, når kulkraftværker allerede har sagt, at de vil droppe kul?

- Det her sætter et meget klart og tydeligt signal til kulkraftværkerne om, at nu skal der omstilles til vedvarende energi.

- Jeg vil indlede forhandlinger med de tre kulkraftværker om at udfase kul, og det må gerne ske inden 2030, siger ministeren.

Storbritannien og Canada har taget initiativ til målet, som den danske klimaminister underskriver torsdag.

Erklæringen, som underskrives, er ikke juridisk bindende, men Danmark forpligter sig til inden for dets beføjelser at udfase eksisterende traditionel kulkraft inden 2030.

Koalitionens 15 lande er: Storbritannien, Canada, Danmark, Finland, Italien, Frankrig, Holland, Portugal, Belgien, Schweiz, New Zealand, Etiopien, Chile, Mexico og Marshall Øerne.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125