23948sdkhjf

Eniig sænker prisen på varme i Herning

19.000 kunder får en mærkbar besparelse næste år
Fra 1. januar 2018 får fjernvarmekunderne i Herning en markant lavere varmeregning: Eniig Varme sætter prisen ned med over 9 procent, hvilket svarer til en besparelse på knap 1.400 kroner årligt for en gennemsnitshusstand.

Det fortæller Eniig i en pressemeddelelse, hvoraf det også fremgår, at det går rigtig godt for Eniig Varme i Herning. I de fleste nye udstykninger bliver fjernvarmen valgt som den foretrukne opvarmningsform, og allerede nu kan varmeselskabet melde om et rekordstort antal nytilslutninger i 2017. Flere end 200 nye kunder er blevet tilsluttet i år, og sammen med de godt 19.000 andre kunder får de fremover glæde af billigere varme.

I konkrete tal udgør 2018-varmeprisen for en gennemsnitshusstand på 130 kvadratmeter 3.240 kroner mod 14.607 kroner i 2017. Altså en årlig besparelse på 1.367 kroner.

- Lavere brændselspriser og en mere effektiv drift af varmeforsyningen gør det muligt for os at sænke prisen på varmen med yderligere 9,4 procent fra starten af 2018. Pr. 1. januar 2017 satte vi prisen ned med 3,1 procent, men denne gang bliver besparelsen på varmeregningen altså mærkbart større, fortæller Erling V. Klemmensen, som er varmechef hos Eniig.

Uden at kunne udstede en fuldstændig garanti forventer varmechefen faktisk, at varmeprisen vil kunne holdes på det nye, lave niveau i hvert fald i de kommende to-tre år.

- Jeg forventer ikke, at prisen vil stige inden for en overskuelig fremtid, men der kan naturligvis opstå markedsmæssige udfordringer, vi ikke kan påvirke, som for eksempel pludselige stigninger i brændselpriserne eller ændringer i afgiftsreguleringen på fjernvarmeområdet, pointerer han.

Den nye, 15-årige varmeaftale med Ørsted (tidligere Dong Energy), en aftale, som træder i kraft i 2019, giver ro langt ud i fremtiden. Samtidig investerer Eniig hvert år 35-40 millioner kroner i vedligehold og fremtidssikring af varmeforsyningen for at kunne garantere, at selskabet drives effektivt og omkostningsbevidst. Senest har Eniig Varme og Ørsted indgået en aftale om at investere et trecifret millionbeløb i et såkaldt røggaskølingsanlæg, som skal løfte effektiviteten i varmeproduktionen yderligere.

- Vi går en spændende tid i møde, og jeg er overbevist om, at det i fremtiden bliver endnu mere attraktivt at være fjernvarmekunde i Herning. Med den nye prisregulering ligger varmeprisen for området cirka på landsgennemsnittet, men jeg håber selvfølgelig, at vi kan få den endnu længere ned. Og at det kan ske, uden at vi går på kompromis med kvalitet, forsyningssikkerhed og bæredygtighed i varmeproduktionen, siger Erling V. Klemmensen
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127