Selv om Maabjerg Energy Center har udsigt til at modtage 140 millioner kroner via den netop vedtagne erhvervs- og vækstpakke, er der stadig et godt stykke vej at tilbagelægge, før bioethanol-projektet i Maabjerg ved Holstebro kan blive realiseret.
Det skriver TV Midtvest på sin hjemmeside.
Hos Holstebro Kommune konstaterer borgmester H.C. Østerby, at der nu skal dannes et konsortium med en energioperatør, der går forrest. I den forbindelse håber bestyrelsesformand i Maabjerg Energy Center Holding Nils Ulrik Nielsen i løbet af et halvt års tid at kunne præsentere en privat investor og producent, der skal bidrage med to milliarder kroner, nævner tv-stationen.
Formålet med projektet er at producere bioethanol, der kan blandes i benzin - en produktion, der kan sikre 1.000 arbejdspladser til landsdelen.