23948sdkhjf

Knauf tager huldesign og ventilationsloft helt til kanten

Musikkens Hus i Aalborg blev startskuddet på udviklingen af et nyt lofts-koncept hos Knauf. Arkitektfirmaet Coop Himmelblau efterlyste nemlig i den forbindelse en lofts-plade, et akustik-loft om man vil, med perforeringshuller helt til kant – og som sagt så gjort.

Knauf tog arkitekterne på ordet.

- De ønsker arkitekterne havde til akustikken og den visuelle komfort, tog vi med tilbage til produktionen, og siden har vi udviklet på konceptet. Det er blevet til vores Unity-lofts-koncept, fortæller udviklingschef Erik Ipsen fra Knauf og fortsætter:

- Her går vi helt til kanten af, hvad man kan gøre ved en gipsplade. Den bliver udfordret til det yderste. Perforerings-hullerne går helt til kant, der er ikke mere end tre til fire milimeter ud til kanten af pladen.

Knauf har altså udviklet på konceptet siden 2007 og det er over årene blevet til tre forskellige huldesign i Unity-serien, med et fjerde godt på vej.

Netop det design kan man se på messen Building Green, der løber af stabelen i Forum i København i disse dage.

Men, men, men
Selvom der er stor tilfredshed med Unity-lofterne, så vil Knauf alligevel gerne være blandt dem, der skubber lidt til grænserne.

- Vi har integreret vores Unity-loft med et ventilationsanlæg. Vi lader hovedkanalen fra ventilationsanlægget løbe ind i et rum, og så installerer vi loftet uden yderligere rørføring og indblæsningsarmaturer. På den måde bliver hele loftsfladen en stor diffus overflade med en god luftgennemstrømning, forklarer Erik Ipsen.

Konceptet er testet færdig og resultaterne viser høj grad af effektivitet.

- Vi har netop fået resultaterne af de sidste test. De viser, at luftskiftet er mere effektivt end ved traditionelle ventilationssystemer. Konceptet giver 10 gange luftskifte, mens man f.eks. kører med kun 5 gange luftskifte i en børneinstitution i dag. Luften siver lige så stille ned og fordeles jævnt over hele rummet, så man undgår trækgener, fortæller Erik Ipsen.

Får mest muligt ud af det
For Knauf har det været vigtigt at både akustik og den visuelle komfort er helt i top, men også at produktet har en høj grad af bæredygtighed over sig.

- Vi er gået efter at skabe et bæredygtigt koncept. Det gælder om at få mest muligt ud af det materiale, der indgår i et byggeri, forklarer Erik Ipsen og tilføjer:

- Ud over at gipsmaterialet er bæredygtigt, så prøver vi at forlænge værdien af materialet ved at tilføre gipspladen flere funktioner. Det skulle gerne munde ud i at slutbrugerne trives i det rum, de befinder sig i. Vi ønsker aktivt at bidrage positivt til indeklimaet.

Fra test til byggeri
Unity-lofts-konceptet har altså været på markedet i flere år, og det findes i dag i massevis af byggerier her iblandt Louvre Museet i Abu Dhabi.

Men det seneste skud på stammen, ventilationsloftet, er ikke helt flyttet fra tegnebrættet og ind i byggeriet - endnu.

- Vi har arbejdet med det et års tid. Men vi er faktisk så langt, at vi sammen med en tegnestue arbejder med projekteringen af en skole i Danmark. Derfor har vi det også med på Building Green som vores helt nye koncept, som vi gerne slår et slag for, fortæller Erik Ipsen.

Så hvis man vil se det seneste og fjerde huldesign fra Knauf eller deres ventilationsloft, så tag et smut hen på stand nr. 124 i Forum. Du har til og med i morgen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097