23948sdkhjf

Biogas – en central brik i det bæredygtige samfund

Energi-, forsynings- og klimaministeren har meddelt, at regeringens udspil til det kommende energiforlig for perioden 2020-2030 først kommer efter nytår. Regeringen og embedsværket har derfor tid til at forberede et udspil, som har fokus på at sikre et sammenhængende, stabilt og bæredygtigt energisystem – og her bør et grønt gassystem baseret på biogas spille en central rolle.

Energiforliget fra 2012 har sat gang i en markant biogasudbygning. Udbygningen er resultatet af forbedrede rammevilkår i form af kombinerede anlægs- og driftstilskud og nye anvendelsesmuligheder for biogassen, herunder til procesformål i industrien og tilførsel til gasnettet.

Biogasproduktionen er steget fra ca. 4 PJ i 2012 til ca. 9 PJ i 2016 og Energistyrelsen forventer, at udbygningen vil nå 15 PJ i 2020.

Biogasbranchen leverer dermed præcis den udbygning, der var forventet ved energiforliget.

Biogasanlæg bidrager ikke alene til omstillingen til et ikke fossilt energisystem. Produktion og anvendelse af biogas bidrager også til løsning af en lang række samfundsudfordringer inden for miljø, klima, energi, eksport, transport og genanvendelse, herunder

  • Lagerbar og regulérbar vedvarende energi, som stabiliserer energisystemet gennem spidslast elproduktion og leverer inden for fx tung proces i industrien og tung transport, hvor el ikke rækker.
  • Dobbelt klimaeffekt i specielt den ikke-kvotebelagte sektor ved at reducere udslippet af klimagasserne metan og lattergas fra husdyrgødningen og CO2 i transportsektoren, husholdningerne og det øvrige energisystem.
  • Omfordeling af husdyrgødningens næringsstoffer og forbedring af dens gødningsværdi samtidig med, at risikoen for tab af næringsstoffer til vandmiljøet og lugtgenerne reduceres.
  • Recirkulering og genanvendelse af næringsstoffer fra madaffald og andre organiske ressourcer.
  • Er det billigste redskab til opfyldelse af EU mål om vedvarende energi og avancerede biobrændstoffer i transportsektoren.
  • Nyttiggør fx halm til energi uden at tære på jordens humusindhold.
  • Omstilling af gassystemet fra fossil naturgas til grøn biogas og dermed forsyning af kunder, der ikke kan omstilles til andre vedvarende energikilder.
  • Biogas kan gøre el fra sol og vind lagerbar ved opgradering af biogassens CO2 til metan.

Med energiforliget fra 2012 spiller biogas ikke alene en rolle i el- og varmeproduktionen, men er blevet en central brik i et sammenhængende og stabilt, bæredygtigt energisystem, der tilmed løser andre samfundsudfordringer inden for fødevareproduktionen, affaldsbehandlingen og klimaet.

De afklarede og forbedrede rammevilkår har ført til, at markedsaktører har investeret massivt. Både i form af etablering af nye anlæg og udvidelse af eksisterende biogasanlæg.

Branchen arbejder hårdt på at videreudvikle og effektivisere produktionen, mindske omkostningerne og forbedre de markedsmæssige indtjeningsmuligheder. Det er vigtigt, da rammevilkårene løbende udhules. Der er fx ikke længere mulighed for anlægstilskud, den i energiforliget aftalte aftrapning af driftstilskuddet er i fuld gang, og der sker kun en delvis pristalsregulering. Samtidig arbejder branchen med at nyttiggøre nye og mere vanskelige biomassetyper som fx halm.

Yderligere forringelser vil øge investorusikkerheden, hvilket risikerer at sætte udbygningen i stå og endda føre til lukning af eksisterende biogasanlæg, hvorved de afledte miljø- og klimagevinster fortabes. Fastholdelse af rammebetingelser, som tilgodeser værdien af lagerbar energi, vil derimod fastholde udbygningen som forventet i energiforliget fra 2012.

Artiklen er en del af temaet Klumme.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093