23948sdkhjf

B&W Vølund skal installere kedel på rekordtid

Alt skal klappe og tidsplanen overholdes.

B&W Vølund skal levere en ny kedel til Bodens Energi i Sverige. Kedlen er på 37,5 MW og en del af et omfattende projekt, der betyder helt nye ovnlinjer hos Bodens Energi.

Arbejdet er allerede godt i gang, skriver B&W Vølund i deres nyhedsbrev.

Ligesom at køre en Mercedes
Kontakten mellem parterne blev underskrevet den 6. december 2016 og anlægget overdrages officielt til Bodens Energi i april 2019.

Det er tredje gang, at B&W Vølund leverer en kedel til anlægget i Boden. Denne tredje kedel ligner den kedel, der blev leveret til Boden helt tilbage i 2007.

- Det er ingen hemmelighed, at vi har et godt partnerskab og vi er trygge ved at arbejde med B&W Vølund. Fra vores synspunkt betyder det, at vi får en søster-kedel til den, vi allerede har, og vi er derfor bekendte med både teknologien og driften af kedlen. Det svarer til, at man allerede har en Mercedes, og så køber en til, hvilket er rart, fordi man ved præcis, hvordan den skal køres, siger Lennart Jonsson fra Bodens Energi AB.

Erstatter kedel 14
Den nye kedel til affaldsforbrænding skal erstatte kedel 14, som har været i drift i 37 år.

- Kedlen er fra 1980 og i 1997 omdannede B&W Vølund kedlen fra at køre på biobrændstof til affald. Nu har kedlen altså kørt i 37 år, og det kræver en del vedligehold at fortsætte driften på den. Derfor blev vi nødt til at vurdere, om vi skulle renovere den gamle kedel eller installere en helt ny. Ved at installere en ny kedel ville vi øge elproduktionen, men ved en renovering af den gamle ville vi få samme produktion, som vi allerede havde, fortæller Lennart om bevæggrundene for, at man valgte at købe en helt ny kedel.

Bodens Energi beholder dog kedel 14, som fremover skal køre på 10 procent af dens nuværende produktionsniveau og fungere mestendels som reservelast.

Hurtig levering
Fundament og klargøring af bygningen er allerede i gang i Boden.

- Den største udfordring har været tidsperspektivet. Vi har mindre end et år til at få bygningen lukket. Vi underskrev kontrakten den 6. december 2016, og kedlen skal være installeret og bygningen lukket inden juleferien i 2017. Vi har lavet al projektering og bestilt al materiel og produktion af riste er i gang i Esbjerg. Vores arbejde on-site er planlagt til at begynde den 11. september, hvor betonarbejdet forhåbentligt er færdigt, så kedlen kan løftes på plads. Derfra har vi et relativt lille vindue fra 11. september til 1. december. Derfor har det også været vigtigt at kunne gøre så meget som muligt i god tid. Vores folk er allerede klar i Sverige, hvor de samler så meget som muligt før arbejdet på pladsen går i gang, fortæller Per Donskov Rams, B&W Vølunds projektleder i Boden.

Den vigtigste del af arbejdet bliver dog at holde budgettet og sørge for at det hele forløber helt efter planen.

- Der kan ikke være nogle forsinkelser eller uforudsete hændelser, som vil ende med at koste os mere. Derfor er det vigtigt at alle leveringsaftaler overholdes og projektets tidsplan overholdes, siger Lennart Jonsson fra Bodens energi, der har investeret 760 millioner svenske kroner i det nye anlæg, der altså også omfatter helt nye ovnlinjer.

Når den nye kedel er i drift i 2019 vil Bodens Energi gå fra at afbrænde 100.000 tons affald til 135.000 tons. Samtidig vil anlæggets olieforbrug reduceres fra 800 tons til 40 tons og biobrændstofforbruget reduceres fra 15.300 tons til 1.500 tons. Samtidig vil elproduktionen på værket stige fra 26 GWh til 66 GWh, mens varmeproduktion forbliver på 330 GWh om året.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125