23948sdkhjf

65-årig ingeniør blev ny formand for Ewii

Jørn Limann valgt, efter at bestyrelsen overlevede mistillidsafstemning
Den hårdt kritiserede bestyrelse i energikoncernen Ewii overlevede tirsdag en mistillidsafstemning, hvorefter et enigt repræsentantskab valgte den 65-årige Fredericia-ingeniør og tidligere Elsam-direktør Jørn Limann som ny formand.

Det skriver JydskeVestkysten.

Jørn Limann var indstillet af bestyrelsen, hvis 17 medlemmer altså først skulle gennem om afstemning om mistillid, inden de fik deres formandskandidat valgt. Jørn Limann har selv siddet i bestyrelsen siden 2011.

105 medlemmer af repræsentantskabet stemte i afstemningen om mistillid. Deraf stemte 23 for en mistillid til bestyrelsen, mens 82 stemte imod, skriver avisen.

Som Ewii-formand afløser Jørn Limann den socialdemokratiske borgmester i Middelfart, Steen Dahlstrøm, der i sidste måned valgte at trække sig som følge af den seneste tids skandaleomtaler af koncernen.

Topchef Knud Steen Larsen fratrådte midt i juni efter en række afsløringer af hans sammenblanding af koncernens og egne private investeringer. Der var også kritik af hans egen, konens og to sønners deltagelse i sponsor-luksusrejser samt kritik af direktionens løn, der siden 2010 næsten var fordoblet til 9,7 millioner kroner.

- Jørn Limanns brede erfaring fra mere end 40 år i energisektoren og hans stærke ledelseskompetencer giver et rigtig godt afsæt for, at bestyrelsen og direktionen sammen kan få justeret koncernens strategi og genskabt tilliden til Ewii, konstaterer den nu tidligere konstituerede formand, Carl Christian Poulsen, på vegne af Ewiis bestyrelse i en pressemeddelelse.

På repræsentantskabsmødet gav Carl Cristian Poulsen repræsentantskabet en grundig redegørelse for forløbet med den tidligere direktørs fratrædelse. Desuden blev mange af de "historier og myter", som har været en del af den massive presseomtale, adresseret, uddybet og forklaret for repræsentantskabet, hedder det i pressemeddelelsen.

Der var ingen andre kandidater end Jørn Limann til formandsposten, og efter valget konstaterer han, at han ser frem tll at få Ewii på ret køl igen.

- Ewii har en meget stærk platform i kerneforretningen, og vi skal udvikle virksomheden gennem udnyttelse af vores kernekompetencer. Vi skal være fremsynet, og mit mål er, at Ewii bliver rollemodel for forsyningsselskaberne i Danmark, konstaterer den nyvalgte formand.
Læs mere om: EWII
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093