Den 24. juni 2010 offentliggjorde Dong Energy en aftale med Troms Kraft om salg af sine ejerandele i de to nordnorske energiselskaber, Nordkraft og Salten Kraftsamband, til et selskab i Troms Kraft koncernen.
Transaktionen er nu blevet godkendt af Olie- og Energidepartementet i Norge og forventes gennemført i 4. kvartal 2010.
Salgssummen for Nordkraft udgør ca. 1,1 mia. kr. (ca. 1,2 mia. nkr.) og salgssummen for Salten Kraftsamband udgør ca. 0,9 mia.kr. (ca. 1,0 mia. nkr.).
Dong Energy ejer 33,33 procent af aktierne i Nordkraft og ejer 23,7 procent af aktierne i Salten Kraftsamband.
Salget af de to selskaber er en konsekvens af, at Dong Energy har valgt at fokusere på etablering og drift af andre former for vedvarende energiproduktion.
- Med de gældende regler i Norge er det vanskeligt for Dong Energy at udvikle vores eksisterende vandaktiver i Norge. Derfor har vi valgt at sælge disse, så vi kan koncentrere os om vore andre grønne aktiviteter, sagde Anders Eldrup, administrerende direktør i Dong Energy i en tidligere udsendt meddelelse om salget.