23948sdkhjf

Dong Energy bytter offshore vind for tysk ejerskab

Stadtwerke Lübeck overtager 7,25% af den danske havmøllepark Nysted, mens Dong overtager Stadtwerke Lübecks andel i et tysk fælles datterselskab og bliver eneejer.
Stadtwerke Lübeck overtager 7,25 procent af den danske havmøllepark Nysted fra Dong Energy. Til gengæld overtager Dong Energy Stadtwerke Lübecks 25,1 procent af det fællesejede tyske datterselskab Dong Energy Sales GmbH, hvilket betyder, at Dong Energy bliver eneejer af selskabet.

Efter transaktionen vil Dong Energy og Stadtwerke Lübeck eje henholdsvis 42,75 procent og 7,25 procent af Nysted Havmøllepark via Dong Energy Nysted A/S. PensionDanmark ejer de øvrige 50 procent.

Styrker partnerskab
Stadtwerke Lübeck og Dong Energy styrker dermed deres partnerskab gennem engagementet i vedvarende energi.

- Vi er meget tilfredse med at udvikle vores samarbejde med Stadtwerke Lübeck, siger Kurt Bligaard Pedersen, koncerndirektør i Dong Energy.

- Med deltagelsen i en havmøllepark bidrager vores partner aktivt til ændringen mod en bæredygtig energiforsyning. Yderligere kræver vores vækststrategi, at vores tyske salgsselskaber integreres stærkere i Dong Energy, da vi opererer på et tysk gasmarked med stadigt stigende konkurrence. Denne integration er nu inden for rækkevidde via fuldt ejerskab af Dong Energy Sales GmbH.

Hansestaden Lübeck og Stadtwerke Lübeck har allerede spillet en pionerrolle i forhold til klimaet med såkaldt tilslutning til 'landstrøm', hvilket indebærer, at skibe i havnen forbindes til elnettet. Dette tiltag suppleres nu med investeringen i en havmøllepark.

Lübecks borgmester Bernd Saxe siger om aftalen:

- Ved at få ejerskab af Nysted Havmøllepark sender vi igen et klart signal gennem Tyskland om klimabeskyttelse og prioriteringen af vedvarende energi.

Strategisk betydning
Claus Möller, formand for Stadtwerke Lübecks bestyrelse, understreger den strategiske betydning af investeringen.

- Tidligere fokuserede vi på at udvikle vores orientering mod salg og kunder. Med denne investering markerer vi, at elproduktion er et andet vigtigt område for vores selskab.

Transaktionens gennemførelse er betinget af godkendelse hos byrådet i Lübeck, som er majoritetsejeren af Stadtwerke Lübeck. Intentionen er at afslutte transaktionen inden udgangen af 2010.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141