I følge dagbladet Børsen har Cairn Energy fundet olie-og gasforekomster over en strækning på 400 meter i undergrunden ved den grønlandske kyst. Selskabet vil dog ikke bekræfte, om det er stødt på en oliekilde i Baffin-bugten.
- Tilstedeværelsen af både olie og gas bekræfter et aktivt, arbejdende oliesystem i bassinet, og det er ekstremt opmuntrende på dette tidlige tidspunkt i vores efterforskning i Sigguk-blokken, siger Cairns topchef, Bill Gammell.
24. august stødte Cairns på gasforekomster ved Grønland, men det har senere vist sig ikke at være i mængder til kommerciel udnyttelse.
Nyheden om mulige olieforekomster sendte Cairn aktiekurs op med knap 3 pct. i London.