De nominerede til Climate Cup 2010 er fundet
Dommerpanelet med Christian Motzfeldt i spidsen har nu afgjort, hvilke virksomheder, der er nominerede til at vinde Climate Cup 2010-priserne.
. Det er regeringens mål, at Danmark skal være med helt fremme i det grønne kapløb. Det kræver, at både erhvervsliv, universiteter og offentlige myndigheder tager opfinderhatten på og hele tiden bestræber sig på at tænke nyt, siger Lykke Friis.
Ministeren hilser derfor initiativer som Climate Cup velkommen:
- Her spiller tiltag som Climate Cup 2010 en vigtig rolle. Ved at belønne innovationen og dem der tør satse, skaber vi et miljø, der sørger for, at Danmark kan være i front, når det gælder fremskridt inden for klima og energi, siger hun.
Dommerpanelet uddeler henholdsvis Reduktionsprisen, Strategiprisen, Innovationsprisen og Partnerskabsprisen.
Nomineringer inden for de fire priskategorier
Climate Cup Reduktionsprisen
De nominerede i denne kategori er Københavns Energi, Diversey og Scandic Hotels A/S. Prisen sætter fokus på konkrete mål og reduktion af udledningen af drivhusgasser.
Climate Cup Strategiprisen:
KLS Grafisk Hus A/S, Københavns Energi, Nordjysk Elhandel samt Sticks’n’Sushi er de nominerede i denne kategori. Strategiprisen gives til en virksomhed, hvor klima kommer til udtryk i forretningsstrategien for at imødekomme de risici og muligheder, klimaforandringerne medfører.
Climate Cup Innovationsprisen
I denne kategori dyster Photosolar, EdgeFlow ApS, Grundfos, Merkur Andelskasse og Tandrup Water Solutions. Innovationsprisen sætter fokus på produkt- og procesinnovationer, der endnu ikke er på markedet, men som har et stort potentiale for at reducere udledningen af drivhusgasser eller for at forberede samfundet på et forandret klima.
Climate Cup Partnerskabsprisen
Tre partnerskaber er nomineret til at vinde prisen. Det er Dong Energys klimapartnerskaber med en række danske virksomheder, Schneider Electric Buildings og Middelfart Kommune samt VELUX og Københavns Universitets samarbejde. Prisen gives til et klimainitiativ, som to eller flere parter er gået sammen om for at fremme og styrke resultatet af klimaindsatsen.
Vinderne præsenteres på World Climate Solutions-konferencen den 30. september kl. 17:00 i Bella Centret.