Vestas har underskrevet en global kontrakt på levering af 400 MW i 2011-2014. Kontrakten, som inkluderer en option på yderligere 1.000 MW, er modtaget fra et selskab med verdensomspændende aktiviteter.
Kontrakten omfatter levering, installation, idriftsættelse og en 2-10-årig serviceaftale. I henhold til kontrakten skal vindmøllerne leveres og installeres på forskellige sites i mange forskellige lande over hele verden. Levering påbegyndes i begyndelsen af 2011 og forventes afsluttet inden udgangen af 2014.
Valget er faldet på Vestas efter en yderst konkurrencepræget proces. Vindmølleproducentens globale rækkevidde med en stærk lokal tilstedeværelse i 70 lande på fem kontinenter har været et vigtigt element i udvælgelsesprocessen.
Et andet vigtigt element har været Vestas' brede og teknologisk avancerede produktprogram samt selskabets evne til at tilbyde kunderne den højeste business case certainty.
- Vi glæder os over at kunne offentliggøre denne vigtige aftale, som yderligere styrker vores globale tilstedeværelse og bekræfter vores ledende position i vindindustrien på verdensplan. Som den eneste globale virksomhed med fokus udelukkende på vindteknologi, er vi forpligtet til at sikre vores kunder det bedste afkast på deres investering i hvert eneste vindprojekt, siger Peter W. Kruse, senior vice president hos Vestas.