For at skabe optimal synergi inden for selskabets forsyningsområder, gennemfører Energi Viborg en række organisationsændringer, hvoraf første fase realiseres pr. 1. september 2010, oplyser bestyrelsesformand Benny Ragner.
I første fase sker der en samling af alle aktiviteter vedrørende elforsyning, elhandel, energirådgivning og gadelys i ét selskab under én og samme ledelse.
Det betyder, at selskabet har fyret ni medarbejdere og i det kommende års tid skal yderligere seks medarbejdere ved naturlig afgang forlade det kommunalt ejede aktieselskab.
Herefter er styrken på i alt 105 ansatte, skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Næste fase omfatter en ledelsesmæssig sammenlægning af forsyningsaktiviteter, der omfatter vandforsyning og spildevandsforsyning. Arbejdet med forberedelse af anden fase igangsættes nu, og de organisatoriske tilpasninger foretages, når den nye vandsektorlov er implementeret i de to selskaber.
Organisationsændringerne skal effektivisere den samlede opgaveløsning i virksomheden og dermed bane vejen for en betydelig reduktion af Energi Viborgs nuværende omkostninger.