23948sdkhjf

Husstandsmøller giver millionoverskud

Men de danske mølleaktiviteter i de kommende år bliver dog ikke noget at skrive hjem om.

Hos husstandsmølleproducenten Solid Wind Power i Ringkøbing har regnskabsåret 2016 været rigtig, rigtig godt.

Med 320 opsatte møller, en bruttofortjeneste på 7,1 mio. kr. og et overskud efter skat på 2,7 mio. kr., kan direktør Carsten Lauridsen ikke være andet end tilfreds.

Men de forringede vilkår for husstandsmøller i Danmark kaster lidt - for ikke at sige meget - grus i maskineriet.

Varmepumper trumfer husstandsvind
Af ledelsesberetningen fremgår det nemlig, at der i det indeværende regnskabsår forventes et kraftigt fald i salget af vindmøller, og at der forventes begrænset aktivitet i selskabet de kommende år.

Det betyder at Solid Wind Power ikke lige frem ser noget bugnende dansk marked for husstandsvind, når der kigges i krystalkuglen.

- Vi satser stadig på vindmøller. De skal stadig være en del af vores fremtid, men vi begynder at hælde mere til vores varmepumper, forklarer Carsten Lauridsen.

En varmepumpeforretning, der går over al forventning med leveringen af to store varmepumpeløsninger til henholdsvis Ringkøbing Fjernvarme og Tønder Fjernvarme.

1MW-puljen
Selvom der stadig skal produceres og sælges husstandsmøller i Ringkøbing, så tror Carsten Lauridsen ikke rigtigt på, at man nogensinde når op på 2016-niveau igen – i hvert tilfælde ikke i Danmark.

- Jeg tror ikke, at vilkårerne ændrer sig. Desværre ønsker man ikke fra politisk side, at sætte flere møller op i Danmark. Det er helt utroligt svært, siger Carsten Lauridsen.

Det, der har gjort det svært, er udfasningen af støtten til husstandsvindmøller fra 2016 frem mod 2020, og at støtten kun kan ydes inden for en pulje på 1 MW..

Energinet åbnede for første gang op for 1MW-puljen i starten af maj – og her har Solid Wind Power da også lagt billet ind.

- Vi fik da lidt igennem – nogle enkelte møller, men det er ikke interessant. Det foregår jo ved lodtrækning, siger Carsten Lauridsen, der i stedet vælger at se mod udlandet.

- Vi har sat møller op i Italien og Thailand, og lige nu venter vi på typegodkendelsen af vores møller i Japan, så der har vi en stor forventning om, at vi kan fortsætte vores salg, slutter Carsten Lauridsen.

Solid Wind Power forventer på baggrund af de forringede vilkår i Danmark et noget lavere resultat for rengskabsåret 2017.

Solid Wind Power A/S
kr. 2016 2015
Bruttofortjeneste 7.019.536 3.085.538
Resultat før finansielle poster 3.341.497 2.244.230
Resultat før skat 3.478.664 2.182.147
Årets resultat 2.712.656 1.702.224
Egenkapital 4.950.518 2.237.862
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2016.

Artiklen er en del af temaet Husstandsmøller.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187