23948sdkhjf

Det sker: Praktisk eksportarrangement sætter fokus på energisektorens muligheder

Nu får du mulighed for at høre om energiteknologiens eksportmuligheder og møde en sektorekspert fra Danmarks Eksportråd.
I samarbejde med Eksportrådet, Innovationsnetværket VE-Net/Teknologisk Institut, Vindmølleindustrien og Væksthus Midtjylland indbyder Energinet.dk i Fredericia danske underleverandører og teknologiproducenter til et praktisk eksportarrangement om udvalgte eksportmarkeder med særligt stort eksportpotentiale.

Eksportrådets globale team af sektoreksperter vil give sit bud på energisektorens vækstmuligheder i en række særligt interessante lande.

Eksport af energiteknologi har stort potentiale
Den danske eksport af energiteknologi var i 2009 på 58 mia. kr. og udgør med nu 12 pct. en stadig stigende andel af den samlede vareeksport og er næsten ligeså stor som fødevareeksporten.

Energiteknologiens andel af vareeksporten er tæt ved fordoblet fra 2000 til 2009, og væksten i dansk eksport af energiteknologi og –udstyr er markant højere end væksten i EU15’s energiteknologieksport. Danmark er nu relativt set EU’s største eksportør af energiteknologi.

Selv på markeder, hvor dansk eksport generelt oplever vanskelige tider, vokser energiteknologieksporten markant. Europa er fortsat og i stigende grad det vigtigste marked for dansk energiteknologi. De tre største enkeltmarkeder er Tyskland, UK og USA, der tilsammen tegner sig for godt 40 procent af den danske energiteknologieksport.

Energiteknologibranchen er også ramt af den økonomiske afmatning - ikke mindst på projektfinansiering - men branchen ventes fortsat at klare sig langt bedre end andre eksporterhverv. Og der findes fortsat energiteknologivirksomheder, der trods afmatning oplever meget høj vækst i efterspørgslen.

Hvor, hvornår & hvem?
Eksportrådets globale team af eksperter og energi- og miljøansvarlige eksportrådgivere på en række ambassader og generalkonsulater vil deltage med indlæg og sparring og der vil naturligvis være mulighed for at booke et individuelt møde med de deltagende eksportrådgivere.

Følgende lande og regioner forventes at være repræsenteret på netværksmødet; Baltikum, Benelux, Brasilien, Canada, Forenede Arabiske Emirater, Frankrig, Indien, Italien, Japan, Kina, Nederlandene, Norge, Oceanien, Polen, Rusland, Spanien, Sverige, Sydafrika, Sydøstasien, Tyrkiet, Tyskland, UK og USA.

Tilmelding og anmodning om individuelt møde efter ”først til mølle" princippet kan foretages pr. E-mail til Jane Marie Poulsrud Hansen, Eksportrådet, på e-mail adressen janeha@um.dk

Arrangementet finder sted hos Energinet.dk, Tonne Kjærsvej 65 i Fredericia.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109