23948sdkhjf

E.On sætter strøm til GoBoat

Planen er at udrulle havnebåde og ladestandere til verdens havnenære storbyer.
Bådudlejningsvirksomheden GoBoat og energiselskabet E.On har indgået et partnerskab der skal fremme bæredygtig elsejlads og bringe GoBoats ud til verdens vandnære storbyer.

I første omgang indebærer samarbejdet, at GoBoats 32 blå havnebåde ved Islands Brygge i København skal lades med E.Ons ladestandere.

- GoBoat er et virkelig spændende koncept, og da vi hørte om GoBoat, var vi ikke i tvivl om, at vi skulle samarbejde med dem på den ene eller anden måde. Bæredygtighed og innovation er nøgleord for både os og GoBoat, og derfor var et partnerskab helt oplagt, forklarer Lars van Hauen, E.Ons Chief Innovation Officer.

For at forsyne elbådene i Københavns havn med strøm er der opsat 16 E.On-ladestandere, der kan oplade 32 elbåde. Ladeteknologien bygger på eksisterende E.On ladestandere, der normalt anvendes til opladning af elbiler.

Bæredygtighed en god forretning
Den første af GoBoats havnebåde så dagens lys i 2014.

I dag er flåden af elbåde i København vokset til 32 både – ambitionen er dog stadig den samme.

At skabe en unik, frihedsskabende helhedsoplevelse, der på en respektfuld og bæredygtig måde gør vandet tilgængeligt for alle.

- Missionen hos GoBoat har fra begyndelsen været at skabe en skalérbar forretning, der udover at skabe unikke oplevelser også er med til at vise vejen for, hvordan bæredygtighed bliver en god forretning. Markedspotentialet er enormt, og inden vi for alvor optrapper ekspansionen, er det vigtigt for os at sikre, at organisationen er på plads, og at vi har de helt rigtige samarbejdspartnere. E.On er med deres enorme viden, erfaring, netværk og fokus på grøn mobilitet den perfekte partner for GoBoat, og vi ser meget frem til sammen med E.On at udrulle konceptet i hele verden. I år er der åbnet afdelinger i London og Aalborg, og til september vil man også kunne leje en GoBoat i Canberra, fortæller Anders Mørck, CEO, GoBoat

Store ambitioner
Hos E.On og GoBoat er ambitionerne store.

Strategien er at udrulle konceptet til verdens vandnære storbyer og parterne er allerede i dialog med franchisetagere i hele verden.

Grundlæggerne af GoBoat har selv tilbragt meget tid på havet, og de ønsker at give endnu flere mennesker den præcis samme mulighed.

Hos E.On satses der massivt på bæredygtig mobilitet, og for at tage de næste skridt i den grønne omstilling anses elbåde og –færger for værende et strategisk fokusområde, da man vurderer, at eldrevet sejlads er fremtiden.

- Hidtil har vi forsøgt at drive den grønne omstilling til lands ved at udbygge Danmarks største ladeinfrastruktur til elbiler. Det er en stor glæde, at vi nu udvider, så vores arbejde både bliver til lands og til vands, siger Lars van Hauen og understreger, at fremtidige franchisetagere af GoBoat-konceptet også vil blive tilbudt ladeløsninger samt grøn energi til elbådene.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156