23948sdkhjf

Danskere udvikler helt ny type solfanger

Et anlæg i fuldskala stilles op på Møn.

Virksomheden Heliac i Hørsholm har i flere år udviklet på en ny type af solfanger. Nu er tiden kommet til at et anlæg i fuldskala opstilles ved E.Ons fjernvarmeværk Lendemarke på Møn.

Solfangeren er dansk udviklet og komponenterne overvejende dansk-producerede.

Fra yoghurt til solfanger
Heliacs solfanger virker som et stort brændeglas. Solfangerens linse består af en fokuserende plastfolie, der klæbes på en glasplade. Solens stråler fokuseres gennem glasset ned på en varmeveksler, der sidder to meter bag glasset, hvor der også løber et rør med en varmebærende væske.

- Det er helt utroligt simpelt og minder en smule om de parabolske spejle, der anvendes rundt omkring. De forskellige komponenter får vi produceret overvejende i Danmark, Sverige og Tyskland. Men de store linser laver vi selv af plast, forklarer Henrik Pranov fra Heliac.

Selvom det hele virker helt utroligt simpelt, så ligger der et større udviklingsarbejde bag – især folien som har en helt særlig oprindelse.

- Vi har udviklet folien sammen med Danapak Flexibles i Slagelse. Det er faktisk en udløber af en yoghurt-afvisende folie, og med en bevilling fra Innovationsfonden lykkedes det os at bevise at folien også kunne bruges som solkoncentrator, fortæller Henrik Pranov.

Fra prototype til fuldskala
Udviklingsarbejdet mundede i 2014 ud i at man stiftede Heliac og nu her i 2017 er man klar til at opstille et fuldskala anlæg. Den mellemliggende tid har man brugt på test.

- Vi har blandt andet testet hos Aalborg CSP, og vi har nu demonstreret, at det virker, fortæller Henrik Pranov.

Det er E.Ons fjernvarmeværk i Lendemarke på Møn, der skal have det 2 MW store solfangeranlæg, og efter mange års test og udvikling er både Heliac og E.On mere end klar.

- E.On er klar, vi er klar, grunden er klar, så mangler vi bare en kommunal godkendelse, fortæller Henrik Pranov.

Projektet er i øjeblikket sendt i høring frem til slutningen af juli.

Henrik Pranov forventer, at byggestarten går 1. oktober og at anlægget er sat i drift inden årets udgang.

Om projektet
Det er E.On, der ønsker at opstille anlægget på et areal nord for fjernvarmeværket i Lendemarke. 

- Det er en naturlig del af vores bæredygtighedsarbejde at kigge på innovative og bæredygtige teknologier inden for alle typer af forsyninger. Vi har længe arbejdet på at gøre varmeproduktionen i Lendemarke bæredygtig – først med fliskedel og snart med solvarme, siger Lars Van Hauen, Chief Innovation Officer i E.On Danmark.

Solvarmeanlægget foreslås opført i direkte forbindelse med det eksisterende varmeværk og anlægget tilkobles den eksisterende akkumuleringstank. Der skal opføres en mindre teknikbygning, hvor veksler og pumper placeres.

Solvarmeanlægget har en installeret varmeeffekt på 2 MW. Den eksisterende træfliskedel har en varmeeffekt på 2 MW og oliekedlen en effekt på 3,6 MW. Varmebehovet an net er 8.900 MWh per år og det maksimale effektbehov er ca. 2,5 MW.

Det vil sige, at varmeproduktionen fra solvarmeanlægget vil udgøre omkring 22 procent af værkets samlede varmeproduktion.

Den samlede investering i solvarmeanlægget er anslået til ca. 7,2 mio. kr.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079