23948sdkhjf

Statsministeren fastholder Østerild som testcenter

Regeringen har truffet beslutning om at fremsætte et lovforslag om etablering af et vindmøllecenter i Østerild Plantage i Thy. Testcenteret er en nødvendighed for at fastholde førerpositionen er argumentet.
- Vi har brugt mange kræfter på at udforske, hvilke områder der var bedst, og har nu lagt os fast på at fremsætte et lovforslag om et testcenter ved Østerild, sagde Statsminister Lars Løkke Rasmussen tirsdag på et pressemøde.

Østerild ligger fast trods dilemma
Statsministeren udtalte på pressemødet, at man på det netop afsluttede ministermøde havde diskuteret spørgsmålet om placering af et nationalt testcenter for store vindmøller ved Østerild.

- Regeringen har truffet beslutning om at fremsætte et lovforslag om etablering af et sådant vindmøllecenter. Det har ikke været nogen let beslutning, vil jeg gerne sige, fordi her står vi jo med et dilemma, sagde Lars Løkke Rasmussen på mødet.

Skærpet konkurrence vs. indgreb i naturen
Lars Løkke Rasmussen lagde da heller ikke skjul på, at han var bekendt med dilemmaets karakter.

- På den ene side, så har vi en meget stærk vindmølleindustri i Danmark, der har skabt i titusindvis af arbejdspladser i den sektor. Det er et marked, hvor den internationale konkurrence skærpes, hvor en række nye økonomier, der er ved at slå ind på den grønne vækstbølge, også dyrker teknologien frem. Konkurrencesituationen er skærpet, og derfor er der brug for, hvis vi skal fastholde vores position som verdensleder på området, at få etableret et sådant testcenter.

- På den anden side er det jo et indgreb i naturen. Vi har nu brugt mange kræfter på at udforske, hvilke områder der var bedst, og har nu lagt os fast på at fremsætte et lovforslag om etablering af et sådant testcenter ved Østerild. Alternativerne er ikke til at få øje på, og i øvrigt har vi nu brug for en afklaring. Det gælder både i forhold til lokalområdet, hvor byområdet jo bakker op omkring placeringen, men det gælder jo i første række også i forhold til netop det at fastholde en verdenslederposition på området her.

Håber på oppositionens opbakning
- Så vi har altså truffet den beslutning og lægger nu lovforslaget frem, og jeg vil gerne her udtrykke den meget klare forventning, at oppositionen - som på det her spørgsmål om Danmark som grøn vindernation jo altid har haft det synspunkt, at regeringen arbejder for langsomt - at oppositionen her bakker op, sådan at vi får denne her sag endegyldigt afklaret. Sådan at vi får sikret nogle ordentlige vilkår for dansk vindmølleindustri, sluttede statsministeren.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078