Virksomhedens bestyrelsesmøde i søndags endte dramatisk, idet Scan Energys tidligere adm. direktør Karsten Olsen besluttede at forlade selskabet med omgående virkning sammen med sin kone, meddirektør Birgitte W. Olsen.
Sådan skriver Dagbladet Børsen i dag.
Resultatet af bestyrelsesmødet er, at Nikolaj Harbo bliver selskabets nye administrerende direktør. Helge Højkær Larsen fortsætter i direktionen, ligesom Henrik Frøsig fortsat er finansdirektør, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Scan Energy afblæste i december 2009 en planlagt børsnotering. Siden har selskabet i samarbejde med selskabets banker arbejdet målrettet på at sikre
selskabets kapitalgrundlag, og dette arbejde vurderes nu at være i den afsluttende fase.
- Forhandlingerne med potentielle investorer og långivere fortsætter, og bestyrelsen håber inden længe at kunne præsentere en løsning for selskabets aktionærer, siger bestyrelsesformand Jens Bigum, Scan Energy.