Genencor, en division under Danisco A/S, lancerede i går Accellerase® DUET på Renewable Fuels Associations 15. årlige nationale ethanolkonference i Orlando, Florida. Produktet er den seneste generation af selskabets serie af enzymer, der konverterer biomasse til sukker – et vigtigt element i produktionen af cellulosebaseret ethanol og andre avancerede biobrændstoffer og biokemiske produkter fra råvarer, der ikke er baseret på fødevarer.
- Genencor har en lang tradition for at skabe alternative, vedvarende brændstoffer til brug i kampen mod klimaændringer, siger Philippe Lavielle, Executive Vice President for Business Development i Genencor og fortsætter:
- Obama-regeringen bekræftede tidligere på måneden, at den fortsat støtter udviklingen af vedvarende brændstoffer, hvilket er både opmuntrende og spændende. Efter mere end 10 års investeringer i dette område og med en global produktionsinfrastruktur i verdensklasse er Genencor nu klar til at støtte en hurtig udbredelse af cellulosebaserede biobrændstoffer. Accellerase® DUET ser ud til at blive den standard, som branchen efterspørger med hensyn til omkostninger og ydeevne, slutter Philippe Lavielle.
Lanceringen af Daniscos enzym kommer i samme uge, som Novozymes præsenterede sit enzym til forbedring af produktionen af biobrændstoffer.