23948sdkhjf

Jysk butikskæde overvejer at droppe overskudsvarmen

ABC Lavpris er glad for at lade overskudsvarme gøre gavn i fjernvarmenettet. Men besværet overgår gevinsten.

I dagligvarekæden ABC Lavpris leverer flere butikker overskudsvarme til borgernes radiatorer via fjernvarmenettet.

Men kæden overvejer ligesom Coop at droppe den praksis, fordi det simpelthen er blevet for besværligt. Det siger Ejvind Okholm, direktør i ABC Lavpris. Coop begrunder ifølge Politiken beslutningen med "absurd bureaukrati".

- Vi synes, det er sund fornuft ikke at sende varmen ud til gråspurvene, siger Ejvind Okholm.

- Men vi købmænd vil ikke sende masser af gode penge efter dårlige, tilføjer direktøren. Han mener, at papirarbejdet og besværet ved at levere overskudsvarme ikke står mål med gevinsten.

Overskudsvarmen indbringer en gevinst på i omegnen af 10.000 kroner om året per butik, og en tredjedel af pengene går til afgifter. Dertil kommer blandt andet administration og udførlige indberetninger til Energitilsynet, forklarer han.

- Jeg har trukket beslutningen om at stoppe med at levere overskudsvarme, fordi jeg håber på, at der bliver indført en bagatelgrænse.

- Det har der været snak om længe, men den er ikke kommet endnu, så det ender jo nok med, at vi også må droppe det, siger Ejvin Okholm.

ABC Lavpris har 13 butikker - 12 i Jylland og en enkelt på Fyn. Butikker i Glamsbjerg, Holsted, Brædstrup og Tarm har aftaler med de lokale varmeværker om at sende overskudsvarme fra butikkerne og ud i stuerne hos forbrugerne.

Omkring 40 virksomheder sender ifølge Politiken overskudsvarme ind i fjernvarmenettet. Varmen kommer fra for eksempel køleanlæg, industriproduktion og bagerier.

Ifølge loven skal butikkerne indberette og kontrolleres på samme måde som de store fjernvarmeværker.

Til Politiken siger energiminister Lars Christian Lilleholt (V), at han er parat til at se på en bagatelgrænse for, hvornår virksomheder skal leve op til kravene. DF's energiordfører, Mikkel Dencker, bakker ham op.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093