Tal fra Energinet og Dansk Energis elforbrugspanel afslører, at elforbruget i de danske private husholdninger er stagneret, trods vores målsætning om at skrue ned for forbruget. Det skriver Elsparefonden på sin hjemmeside.
At elforbruget ikke er faldet, overrasker ikke hos Elsparefonden.
- Vi får vi flere og flere elapparater derhjemme. Elektronik og underholdning fylder mere og mere i forhold til f.eks. køleskab, fryser og vaskemaskine, siger kundechef for husholdninger Birgitte Brange om årsagen til stagnationen, men tilføjer optimistisk:
- Det vigtigste er, at det er de mest energieffektive varer, der er på hylderne i butikkerne. Heldigvis ser vi en stigende interesse fra producenter og detailhandlen til at tænke elforbruget ind i nye produkter.
I de private hjem var elforbruget i 3. kvartal 2009 blot faldet med 0,5% i forhold til samme periode året før.
Til forskel fra forbrugerne tyder tallene på, at industrien og landbruget var de helt store klimadukse i 3. kvartal 2009. De har æren for, at det samlede fald i elforbruget i 3. kvartal i forhold til 2008 var 3,8 %.