Ifølge Børsen beløber Dantherms gæld sig til ca. ½ mia. kr., og af disse skal ca. halvdelen refinansieres inden næste årsregnskab, der præsenteres i marts.
Derfor arbejder koncernens bestyrelse med flere muligheder for at skaffe ny kapital, der kan få selskabet tilbage på ret kurs.
Bestyrelsesformand Jørgen Møller-Rasmussen forklarer, at man blandt andet vil forsøge at sælge ejendomme og ligeledes undersøger, om det er muligt at lave en aktieudvidelse. Men han afslører også, at det i princippet kan komme på tale at frasælge koncernens store forretningsområder; Filtration og Air Handling.
- Alle muligheder er i spil. En god bestyrelse har radaren ude hele vejen rundt. Alt kan tænkes, og der kan være tale om enkelte dele eller andet, udtaler Jørgen Møller-Rasmussen til Børsen.
Tidligere på ugen lykkedes det Dantherm at skaffe nye investorer til datterselskabet Dantherm Power, og derudover har man også arbejdet med omkostningsreduktioner og blandt andet afskediget medarbejdere.