Igangsætning af olieproduktion til vurdering
Wintershall Noordzee B.V. har fundet olie i boringen Ravn-3 (5504/5-2) i den vestligste del af den danske del af Nordsøen, oplyser Energistyrelsen. Ravn-3 blev boret som en afbøjet boring og sluttede i lag af Trias alder i 4469 meters dybde målt lodret under havets overflade. Boringen fandt øvre jurassiske sandstenslag med indhold af olie og gas. Ved en prøveproduktion blev der produceret olie. Ravn-3 ligger ca. 1,5 km syd for Ravn-1 boringen, hvor der i 1986 ligeledes blev gjort fund af olie. Efter Ravn-2 vurderingsboringen (udført i 1987) vurderede den daværende rettighedshaver, at der ikke var baggrund for etablering af en feltudbygning. Selskaberne i tilladelse 5/06 skal nu vurdere resultaterne fra Ravn-3 boringen nærmere for at kunne afgøre, om der er baggrund for at igangsætte produktion af olie fra området. Borearbejdet i Ravn-3 blev påbegyndt den 15. september 2009 med boreplatformen Noble George Sauvageau. Boringen bliver nu lukket på en sådan måde, at den senere eventuelt vil kunne genanvendes.