23948sdkhjf

Syddanmark som solcelleregion

Ambitøst projekt skal udvikle en betydelig solcellebranche i Syddanmark og skabe nye arbejdspladser og eksport i milliardklassen.
Fem højteknologiske testcentre for solceller opstillet i Sønderborg er første skridt i en ny satsning på at gøre Syddanmark til et kraftcenter for klimavenlig energiproduktion.

Anlæggene bygges til storskalaforsøg og kan teste konkrete solcelleanlæg. Hidtil har disse testaktiviteter typisk fundet sted i udlandet.
- Der ventes meget store milliardinvesteringer i solenergi i de kommende år og med de nye testcentre håber vi at kunne trække nogle af de mange nye arbejdspladser til Syddanmark, siger Carl Holst, der er formand for Syddansk Vækstforum.

Testcentrene kan således blive en vigtig brik i den øvrige hjælp fra Region Syddanmark til det sønderjyske område. Området er hårdt ramt af ledighed efter massefyringerne hos Danfoss på Als og LM Glasfiber i Haderslev.

Projektet "Sunrise", som støttes med 12,6 mio. kr. af Syddansk Vækstforum, handler om at finde nye anvendelsesmuligheder for solcellepanelerne og gøre det billigere at fremstille og drive solcelleanlæg.

Dermed kan der skabes nye forretningsmuligheder inden for såvel traditionelt salg af komponenter til solcelleindustrien samt systemløsninger.

- Med projektet kan vi realisere det betragtelige potentiale, der eksisterer på solcellemarkedet i dag, og placere Syddanmark som Danmarks førende solcelleregion. Vi tager kampen op med de store internationale spillere på området, siger Carl Holst.

Klimavenlig energiproduktion og teknologi har højeste prioritet i øjeblikket - og efterspørgslen er stærkt stigende. Det gælder ikke mindst solcellebranchen, hvor erhvervspotentialet er stort.

EPIA (den europæiske interesseorganisation for solcellesektoren), regner med investeringer i størrelsesordenen 30 mia. kr. i 2009 i Europas solcelleindustri, og verdensmarkedet for solceller som gennem en årrække haft årlige vækstrater på omkring 40 pct.

Syddansk Universitet er tovholder på projektet, med deltagelse af bl.a. Danfoss Solar Inverters, LINAK, Esbensen Rådgivende Ingeniører og Project Zero.

Fakta
  • Projektet "Sunrise" støttes med 12,6 mio. kr. af Syddansk Vækstforum.
  • Fem testcentre skal undersøge, hvordan solcellepaneler kan gøres mere effektive og det billigere at fremstille.
  • Projektet undersøtter Syddansk Vækstforums særlige fokus på at hjælpe Sønderborgområdet med at få nye arbejdspladser til erstatning efter massefyringerne mod bl.a. Danfoss og Linak.
  • Syddansk Vækstforum er et erhvervspolitisk samarbejde med mellem erhvervsliv, videns- og uddannelsesinstitutioner, arbejdsmarkedets parter, regionens kommuner og Region Syddanmark.

Kilde: Region Syddanmark - www.regionsyddanmark.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.116