23948sdkhjf

Jysk gas-forbindelse til høring

Når nye store gasrør om kort tid skal pløje sig op gennem det sydlige Jylland, skal de så vidt muligt sno sig uden om gamle træer og under følsomme blomster. I forbindelse med planlægningen af en 94 kilometer lang gasledning mellem Frøslev og Egtved skal der nemlig tages hensyn til natur og miljø.
By- og Landskabsstyrelsen, Miljøcenter Odense har derfor sat en idéfase i gang, der giver alle mulighed for at komme med forslag til emner, der skal belyses i den kommende VVM-redegørelse (Vurdering af Virkninger på Milijøet) om gasledningen. Høringsfristen er den 5. januar 2010. Link til høringsmaterialet

De nye rør kommer i store træk til at følge samme rute, som de rør der allerede i dag ligger på strækningen. Behovet for nye rør skyldes, at stadigt mere gas skal importeres syd fra, efterhånden som gas-depoterne i Nordsøen tømmes.

- Folk skal sige til, hvis de har viden om fx sårbar natur og sjældne planter, så vi kan tage det med i betragtning, når vi planlægger anlægsprojektet i detaljer i VVM-redegørelsen. Hvis der er særlige behov, kan vi fx stille krav om, at rørene skal skydes frem i en tunnel, eller at gravearbejdet skal ske meget skånsomt, siger geograf Birgitte Hjerrild, By- og Landskabsstyrelsen, Miljøcenter Odense.

Rørene, der er knap en meter i diameter lægges ned i et to meter dybt hul. Mens anlægsarbejdet står på, vil arbejdsfeltet være omkring 25 meter bredt. Der må ikke bygges eller plantes i en afstand af fem meter fra rørene, og indenfor 20 meter må der ikke opføres boliger.

Idéfasen handler også om placeringen af en ny såkaldt kompressorstation, der skal skabe det tryk, der sender gassen fra grænsen og op til Egtved, hvor gassen ledes ud i det det danske naturgasnet. Stationen vil optage et areal på 10 hektar svarende til 300 gange 300 meter, og den vil bl.a. kunne ligge ved Egtved eller Hellevad, vest for Rødekro. Anlægget vil blive visualiseret i forbindelse med VVM-redegørelsen.

Fakta
De nye gasrør kommer til at ligge ved siden af landets ældste naturgasledning, som blev lagt i 1982, Dengang var der endnu ikke åbnet op for gassen fra Nordsøen.

Beslutningen om at udbygge gas-infrastrukturen i Danmark fremgår af regeringens energipolitiske udspil fra 19. januar 2007. Baggrunden for beslutningen er, at det bliver nødvendigt at importere stadigt større mængder gas sydfra, som erstatning for Nordsø gassen, der forventes at løbe tør i de kommende år.

Det er Energinet.dk, der har bedt om at få udarbejdet en VVM-redegørelse for projektet. Energinet.dk er en selvstændig offentlig virksomhed, der på statens vegne har ansvaret for forsyningssikkerheden på el og natur-gasområdet.

Kilde: By- og Landskabsstyrelsen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14