Vestjysk gigant-satsning på biogasanlæg
Ringkøbing-Skjern Kommune vil bygge mellem 40 og 90 biogasanlæg, der skal fungere som kilde til kommunens 13 fjern- og kraftvarmeværker.
Kommunens ambition er at afgasse 80% af al gylle i kommunen og anvende den som brændsel på kommunens 13 fjern- og kraftvarmeværker i stedet for naturgas.
- De små biogas-anlæg skal være billige og ligge ude på gårdene ud fra den filosofi, at det er dyrt og ressourcemæssigt forkert at køre gyllen mange kilometer hen til et stort fælles-biogasanlæg, siger bioenergi-koordinator Lars Byberg fra Ringkøbing-Skjern Kommune til Ingeniøren.
Der er stor opbakning til projektet fra kommunens landsmænd og fjernvarmeselskaber. Indtil videre er det storstilede projekt kun stødt på en forhindring: Finansieringen af projektet, der er budgetteret til et sted mellem 675 og 835 mio. kr. Men Lars Byberg er fortrøstningsfuld. Han forventer et 20%-tilskud fra Grøn Vækst og en kommunegaranti på op til 60% af lånene til anlæggene.
Ringkøbing-Skjern Kommune vil i løbet af vinteren finde ud af, hvordan man sikre en hurtig sagsbehandling af tilladelserne til de mange små decentrale biogasanlæg. Samtidig begynder projekteringen af den første etape af anlægget, som skal bygges i den sydlige del af kommunen.
Kilde: Ingeniøren