23948sdkhjf

Forskning i kulkraftværker gav miljøpris

Forskning i fejlkilder ved kulkraftværkernes CO2-målinger er blevet belønnet med dette års udgave af Esbjerg Universitetspris. Modtageren er den 27-årige ingeniør Claas Wagner fra uddannelsen i miljøplanlægning, som Aalborg Universitet Esbjerg og Syddansk Universitet udbyder sammen.
Prisen på 25.000 kroner er indstiftet af Esbjerg Erhvervsudvikling og Danske Bank, og den uddeles som anerkendelse til særligt dygtige og aktive universitetsstuderende i Esbjerg. Som AAU-rektor Finn Kjærsdam pointerede i sin tale ved prisoverrækkelsen, er dygtige studerende gode rollemodeller, og hæderen er med til at demonstrere, at det kan betale sig at gøre noget særligt.

Koncerndirektør Niels Bergh-Hansen fra Dong Energy, der stod for afsløringen af årets prismodtager, betegnede veluddannede mennesker som et vigtigt råstof i Danmark. I den forbindelse er Claas Wagner et glimrende eksempel, fordi grundig faglig viden, stort engagement og gode evner som team player er forenet i samme person.

Claas Wagner takkede for prisen, og fortalte at han i tæt samarbejde med energiselskabet Vattenfall har jagtet mulige fejlkilder i kulkraftværkernes målinger af CO2-udledninger. I praksis blev en stor del af arbejdet gennemført på Nordjyllandsværket, og det mundede i sommer ud i en bestået kandidateksamen.

Med til festen den 6. november var også tidligere prismodtagere. Cand. negot-studerende Bettina Møller Pedersen fra Syddansk Universitet Esbjerg fortalte, at det vigtigste for hende har været selve anerkendelsen og skulderklappet, som har givet selvtilliden et skub i den rigtige retning. Samme melding kom fra Lars Bennedsen og Jens Muff, begge ph.d.-studerende ved Aalborg Universitet Esbjerg. For dem har prisen, som de modtog i fjor, givet en masse energi og motivation til fortsat at yde det bedste for at højne niveauet af deres forskning.

Kilde: Aalborg Universitet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093