Forbrændingsanlægget i Hobro omdanner hvert år 30.000 ton affald til fjernvarme, men kun 57 procent af varmen bliver brugt. Resten slippes ud i den blå luft. Og i og med der pr. 1. januar 2010 kommer en afgift på affald risikerer borgere og virksomheder at komme til at betale 3,5 mio. kr. ekstra uden at få noget for pengene. - Hvis vi ingenting gør, så bliver konsekvensen af afgiftsomlægningen, at vi kommer til at betale 3,5 million kroner ekstra for den varme, vi lukker ud til fuglene. Det kan vi simpelthen ikke forsvare. Der er jo kun et sted, de penge kan opkræves, og det er hos borgere og virksomheder i byen, forklarer direktør i I/S Fælles Forbrænding i Hobro, Knud Jakobsen til Nordjyske.