23948sdkhjf

Aalborgs CO2-neutrale fjernvarme skal udnyttes hos aalborgenseren

Fjernvarmeforsyningen i Aalborg leverer sikker og billig fjernvarme til kunderne i Aalborg Kommune. Men ikke alle anlæg udnytter varmen optimalt. Det betyder øget belastning af miljøet og større udgifter til varmeregningen. Dansk Fjernvarme og Fjernvarmeforsyningen opfordrer derfor i disse dage aalborgenserne til at få tjekket fjernvarmeanlæggene.
Dansk Fjernvarme holder årsmøde i Aalborg Kongres og Kultur Center d. 29. og 30. oktober 2009. Her mødes fjernvarmebranchens fagfolk og Danmarks politiske top for at diskutere fremtidens fjernvarme. Den faglige og politiske konference har bl.a. som mål at sætte sikring af fremtidens fjernvarme på dagsordenen. Men den almindelige aalborgensiske fjernvarmeforbruger skal også på banen. Der er nemlig besparelser at hente, hvis man sørger for at vedligeholde fjernvarmeanlægget.

Alle er i dag enige om, at fjernvarme er et godt og miljørigtigt valg til opvarmning af boligen sammenlignet med eksempelvis el, kul og olie. Særligt Aalborg er kendt for at have en af landets billigste og mest effektive fjernvarmeforsyninger. Det skyldes de fire lokale varmekilder.

- Vi er rigtigt stolte af vores måde at producere fjernvarme på her i Aalborg Kommune, fortæller rådmand for Forsyningsvirksomhederne Preben Pedersen.

- Ikke alene tilbyder vi borgerne og virksomhederne en billig og sikker varme, men vi leverer også en næsten CO2 neutral fjernvarmeforsyning.

Nordjyllandsværket leverer 50 % af varmen i form af overskud fra produktionen af el, Aalborg Portland knap 30 % som overskud fra produktionen af cement, Reno Nord ca. 20 % fra afbrænding af affald, mens Renseanlæg Vest og Øst leverer den sidste lille del af varmen, idet spildevand omdannes til biogas.

- Vi vil rigtigt gerne have fjernvarmeforbrugerne i Aalborg til at bakke op om udnyttelsen af fjernvarmen. Derfor opfordrer vi til, at aalborgenserne udnytter Dansk Fjernvarmes Serviceordning. Ordningen indebærer, at en vvs-installatør tjekker fjernvarmeanlægget og på baggrund heraf giver en vurdering af, om anlægget for eksempel trænger til at blive justeret, renset eller skiftet helt ud, fortæller fjernvarmforsyningschef Flemming Mostrup Kielgast.

- På den måde hjælper aalborgenseren den gode fjernvarme det sidste stykke vej og sikrer sig selv varmekomfort med det mindst mulige energiforbrug, fortsætter Flemming Mostrup Kielgast.

På landsplan har ca. 6.000 – eller godt og vel 500 om måneden – fået udført hovedeftersyn af fjernvarmeanlægget. Heraf er der fejl på godt 50 % af anlæggene.

- Det er foruroligende, at så mange har en fejl på deres anlæg. Det fortæller, at der i høj grad er incitament for at få fjernvarmeanlægget tjekket. Fejl på anlægget har både konsekvenser for pengepungen, men så sandelig også for miljøet, når varmen ikke udnyttes fuldt ud, beskriver Flemming Mostrup Kielgast.

Kilde: Aalborg Kommune

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11