Den russiske regering har på vegne af gasselskabet Gazprom i flere måneder løbet den danske regering på dørene. Det er sket i håbet om, at Danmark ville sige ja til at lade Gazproms Nord Stream-forbindelse gå gennem dansk farvand.
Det ser nu ud til at være lykkedes. I dag godkender de danske myndigheder forbindelsen.
- Vi godkender efter at have vurderet alle miljøproblemer og fundet det fuldt forsvarligt, siger ingeniør Kirsten Lundt Erichsen fra Energistyrelsen til Politiken.
Dermed er Nord Stream-forbindelsen, der bringer gas fra Vyborg i Rusland til Greifswald i Tyskland, meget tæt på at blive til virkelighed. Der er dog stadig stor modstand mod gasledningen - især fra Tyskland og andre EU-lande.