23948sdkhjf

Munck sælger datterselskab efter kun et års ejerskab

Munck Forsyningsledninger A/S har mandag afhændet firmaet Berotech A/S til Insituform Technologies, som er en del af Aegion Koncernen. Munck Forsyningsledninger overtog ellers Berotech for blot et år siden for at styrke deres position på kloakområdet.

- Vi må erkende, at markedet er skruet sådan sammen, at det er de større og mere specialiserede spillere, som skal på banen. Insituform Technologies producerer selv strømperne, og derfor har de den helt klare markedsfordel, siger Munck Forsyningsledningers direktør, Flemming Skøtt, til Licitationen - Byggeriets Dagblad og fortsætter:

- Vi har indgået et samarbejde med Insituform Technologies om, at vi laver det traditionelle gravearbejde, mens de udfører strømpedelen. Handlen er en rigtig god løsning for begge parter, men også for Berotech der kommer ind i en familie, hvor man i forvejen beskæftiger sig med strømper.

20 mand bliver amerikanske
Det amerikanske Insituform Technologies overtager 20 mand i Berotech, og med den nye aftale dækker Munck Forsyningsledninger fortsat alle renoveringsmetoder på kloakområdet.

Flemming Skøtt betegner salget som en win-win-handel, både for Munck Forsyningsledninger, for Berotech og for medarbejderne i Berotech.

- De kommer i familie med nogen som rigtig gerne vil dem. Vi har gennem længere tid undersøgt markedet med henblik på at udvide aktiviteten yderligere, da vores volumen på strømpeforing skulle op på et højere niveau for at nå den bedst mulige position i markedet. Disse sonderinger har nu ført til, at vi har besluttet at afhænde Berotech til Insituform Technologies, som i forvejen har tilsvarende aktiviteter i Danmark, siger Flemming Skøtt.

Ingen tal på bordet
Flemming Skøtt glæder sig over de fremtidige synergier, som et samarbejde mellem Insituform Technologies og Munck Forsyningsledninger åbner op for, men vil ikke ud med, om handlen med Berotech a/s har givet røde eller sorte tal på bundlinjen.

- Det er fortroligt, hvad salgsprisen ligger på, og vi vil ikke ud med, om handlen giver plus eller minus på bundlinjen. Men både købere og sælgere er godt tilfredse med, at handlen er gået igennem. Insituform er verdensleder inden for strømpeforing med egenproduktion og dermed fordele ved selv at fremstille strømpematerialet. Vi er overbeviste om, at et fremtidigt samarbejde mellem de to selskaber vil blive til gensidig fordel, siger administrerende direktør Flemming Skøtt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094