23948sdkhjf

Lille plus hos Grundfos i første halvår

Stram styring af omkostningerne og målrettet fokus sikrer Grundfos et plus på bundlinien trods verdensøkonomisk afmatning. Samtidig bringes gælden ned.
Grundfos-koncernens halvårsresultat viser et lille plus trods en nedgang i omsætningen på 11 % til 8,2 mia. kr. i forhold til første halvår 2008. Overskuddet før skat udgør 87 mio. kr. Koncernchef Carsten Bjerg betragter halvårets resultat som acceptabelt efter omstændighederne.

- Vi er som mange andre ramt af den generelle økonomiske afmatning i forbindelse med den globale finanskrise. Men ved målrettet og grundigt arbejde overalt i koncernen er det lykkedes at styre fornuftigt gennem krisen. Vores indtjening ligger ganske vist langt fra koncernens langsigtede mål. Og selv om vores indtjening traditionelt er bedre i andet halvår end i første, har vi ingen forventninger om, at året når tidligere års vækstresultater. Jeg glæder mig dog over, at det vi satte os for ved krisens start har virket, siger Carsten Bjerg.

Efter udgangen af første halvår er det koncernledelsens vurdering, at resultatet i andet halvår mindst vil blive på niveau med resultatet i første halvår. Denne vurdering er dog – grundet den usikre markedssituation – forbundet med en usikkerhed, der er større end normalt.

Tilbagegang i omsætningen har ramt alle koncernens salgsregioner. Hårdest ramt er de relativt nye markeder i Østeuropa og dele af Fjernøsten, hvorimod de mere modne pumpemarkeder i Vesteuropa er ramt af en tilbagegang, der ligger lidt under gennemsnittet. Efter at salget i årets første måneder faldt måned for måned, synes omsætningen nu at være stabiliseret på et niveau, der ligger 10-12 % under 2008.

- Vi tror, at vi har nået bunden. Men det kommer til at vare et stykke tid, før vi oplever høj vækst igen. Vi skal fortsat holde tungen lige i munden og koncentrere os om det, vi er bedst til. Der er ikke noget eller nogen, der hjælper os. Vi skal klare det selv, udtaler koncernchefen.

Gælden er bragt ned
Trods nedgang i salg og indtjening er det alligevel lykkedes Grundfos at nedbringe sin rentebærende nettogæld med ca. 300 mio. kr. i første halvår. Koncernens cash flow har været meget tilfredsstillende. Denne positive udvikling er et resultat af stærk fokus på styring af koncernens driftskapital – herunder især de tiltag der har ført til en nedbringelse af varelagrene med 600 mio. kr.

- Det har været afgørende for os at forblive bundsolide før, under og efter krisen, så vi fortsat kan bestemme selv og investere målrettet i fremtiden, forklarer Carsten Bjerg.

Kilde: Grundfos - http://www.grundfos.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11