Vinderne af årets Climate Cup-konkurrence blev kåret ved Climate Cup-prisuddelingen under årets Nordic Climate Solutions-konference i Bella Center i København den 9. september 2009. Ud af i alt 51 ansøgninger var 19 nomineret for deres klimaindsats. Seks af dem vandt en Climate Cup 2009-pris og H. K. H. Kronprins Frederik overrakte årets Climate Cup Hovedpris til Stirling DK. Odense Havn modtog reduktionsprisen for virksomheder under 500 medarbejdere. - Odense Havn arbejder målrettet med miljøforbedringer gennem besparelser, optimerede arbejdsgange og investeringer i miljøvenlig teknologi. Vi har f.eks. investeret i et energiregisteringsystem, ombygget opvarmningssystem fra oliefyr til varmepumpe med jordvarme, udskiftet elopvarmning i mandskabsbygning til varmepumpe, skiftet belysning til lavenergi samt øget brugen af vedvarende energi. Odense Havn har i perioden 2006 - 2008 forbedret ressourceudnyttelsen og reduceret CO2-udledningen målt pr. 1.000 ton håndteret gods. El-forbruget er reduceret med 19 % . CO2-udledningen reduceret med 25 %, og affaldsmængden er reduceret med 41 %, lyder det i argumentationen fra Odense Havn.